To tyrkiske mænd på 37 og 45 år er blevet fanget ved den dansk-tyske grænse i et forsøg på at smugle 15 kilo hash ud af Danmark i en såkaldt storkontrol
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands politi i en pressemeddelelse.
'I en dansk indregistreret bil viste der sig at være gemt cirka 15 kg hash. De to mænd i bilen på 37 og 45 år er begge tyrkiske statsborgere. De blev begge sigtet for narkotika-smugling. De blev efterfølgende fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Sønderborg og er blevet fængslet i fire uger,' lyder det i pressemeddelelsen.
Over for Ekstra Bladet ønsker pressesekretær Helle Lundberg ikke at uddybe, om de to er kendt af politiet i forvejen.
En storkontrol betyder, at politiet står og vifter biler ind på en resteplads, hvor de så bliver kontrolleret. Ud over fundet af hash, blev en anden person taget med 90.000 kroner i kontanter, hvilket er mere end man må udføre af Danmark. Politiet kvitterede med en bøde på 5000 kroner.
I alt blev der kontrolleret 515 køretøjer.