Voksen mand sigtes for overgreb på lille pige

Dommer i Helsingør skal afgøre, om mand skal varetægtsfængsles for forbrydelser mod barn

En mand er blevet anholdt og sigtet for seksuelle overgreb på en pige, der var under 12 år.

Det oplyser Nordsjællands Politi torsdag.

Den anholdte skal fremstilles for en dommer i Helsingør, oplyser efterforskningsleder Henrik Gunst.

Her skal dommeren afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle den anholdte.

Henrik Gunst ønsker ikke at frigive detaljerede oplysninger om sagen forud for retsmødet.

Politiet valgte at skride til anholdelse af manden onsdag, da barnet havde været til en videoafhøring.

Anmeldelsen har politiet fået fra en kommune, som havde fået en henvendelse fra barnets forældre.