En mand vågnede omkring 03.30 natten til tirsdag, da en tyv brød ind i hans hjem i Esbjerg.
Da tyven opdagede beboeren, gik han amok.
- Indbrudstyven begyndte at slå beboeren i hovedet flere gange med en stump genstand, som gav beboeren en flænge i øjenbrynet og andre mindre skader, forklarer vagtchef Henrik Sønderskov ved Syd- og Sønderjyllands Politi til avisen.
'Utroligt imponerende'
Den handlekraftige beboer fik dog alligevel held til at fange ham, og holde ham tilbage - alt imens han ringede til politiet.
- Vi kunne høre i røret, at han baksede med indbrudstyven, imens han snakkede med os. Det er faktisk utroligt imponerende, konstaterer Henrik Sønderskov yderligere.
Politiet oplyser, at tyven havde en gaspistol på sig, som han prøvede at true sig ud af situationen med. Han holdt den under jakken, og pegede mod sit offer, der ikke bed på, men fortsatte med at tilbageholde den voldelige indbrudstyv.
En patrulje kom til stedet og anholdt manden, der ifølge JydskeVestkysten er en 37-årig mand fra lokalområdet.
Syd- og Sønderjyllands Politi skriver på Twitter, at den 37-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg tirsdag formiddag.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Lyt til Ekstra Bladets krimipodcast 'Afhørt' herunder eller i din podcast-app. Det nyeste afsnit handler blandt andet om en mislykket narkohandel i Aarhus, der kostede den 25-årige 'Shmur' livet.