En smule dna fra blod tilhørende en 19- årig mand fra Trige ved Aarhus har nu fældet den unge fyr som gerningsmand til et brutalt gaderøveri i begyndelsen af maj.
Sent om natten den 7. maj overfaldt han en 42-årig kvinde på Guldsmedgade i Aarhus. Manden tog først hendes taske, men da hun løb efter ham for at få den tilbage, frarøvede han hende øreringe og armbåndsur.
Derefter slog han hende med flere knytnæveslag i ansigtet og på kroppen.
Det var, da han forsøgte at holde hende for munden, at kvinden bed ham i fingeren, så blodet sprang.
Resultatet af en dna-prøve fik i går politiet i Aarhus til at anholde den 19-årige, hvis dna-profil åbenbart har været i politiets dna-register.
Den 19-årige er sigtet for voldeligt røveri og fremstilles i øjeblikket i et grundlovsforhør ved retten i Aarhus.