Et hus i Kollemorten nordøst for Give brændte fredag aften ned til grunden i en voldsom brand.
En beboer i huset fortalte til politiet, at han havde været ovenpå og opdagede, da han kom ned, at det brændte i bryggerset. Det skriver Vejle Amts Folkeblad. Han tilkaldte brandvæsenet omkring klokken 20.30.
Villaen var overtændt, da brandvæsenet nåede frem, så ekstra tankbiler og slukningskøretøjer fra Tørring og Vejle måtte tilkaldes.
En entreprenør måtte senere tilkaldes for at vælte murene i den udbrændte ejendom, så de ikke væltede ind i nabohusene.
Brandårsagen er ukendt, så det vides endnu ikke, om branden var påsat, men det er med i overvejelserne, fortæller vagtchefen hos Sydøstjyllands politi, Morten Vegger, til Ekstra Bladet.
- Når vi klarlægger årsagen til en brand, så holder vi selvfølgelig alle muligheder åbne, siger vagtchefen.