Voldsom weekend: Storfamilier udkæmpede klanfejde i tysk by

Mindst 80 familiemedlemmer deltog i gadestrid efter, at to teenagere var røget i totterne på hinanden

Tysk politi måtte rykke ud til såkaldt 'Gross-einsatz' i den forgangne weekend, da to familieklaner med mellemøstlig baggrund røg i totterne på hinanden.
Arkivfoto: AP/Markus Schreiber
Tysk politi måtte rykke ud til såkaldt 'Gross-einsatz' i den forgangne weekend, da to familieklaner med mellemøstlig baggrund røg i totterne på hinanden. Arkivfoto: AP/Markus Schreiber

Mindst 80 figurer med tilknytning til to klaner udkæmpede den forgangne weekend større gadeslagsmål i den tyske by Mülheim, skriver flere tyske medier.

I følge mediet Westdeutsche Allgemeine Zeitung havde voldshandlingerne sit udspring i en strid mellem to unge på 14 og 16 år, der lørdag aften ved 22-tiden var røget i totterne på hinanden på gaden Dickswall i Mülheims centrum.

Avisen kender ikke den nøjagtige baggrund for striden, men de to unge tilhører hver deres storfamilie med libanesisk baggrund, og derfra gik det slag i slag - og kort tid efter var anseelige grupper ankommet til Mülheim, hvor de i de efterfølgende timer udkæmpede slagsmål rundt om i byens centrum.

Byen ligger i hjertet af Ruhr-distriktet, og flere klanmedlemmer var rykket til stedet fra nabobyerne, skriver flere medier. I den forbindelse rykkede politiet massivt ud i forsøget på at holde parterne adskilt. Her fik de støtte fra en politihelikopter.

Efterfølgende beskrev en polititalsmand  overfor Westdeustche Allgemeine Zeitung situationen lørdag aften som 'uoverskuelig'.

Her fortæller talsmanden, Peter Elke, at de stridende klanfolk også opførte sig meget aggressivt overfor de udkommanderede politifolk, der anvendte både tåregas og stav for at holde de stridende parter adskilt.

I forbindelse med de voldsomme udskejelser var gaden Dickswall afspærret i tre timer. Og først ved 01-tiden natten til søndag havde gemytterne lagt sig nogenlunde.

Betjente fik kastet æg, sten og flasker efter sig
Fire unge familiemedlemmer blev anholdt.

Ingen kom alvorligt til skade ved balladen. I følge polititalsmanden skyldtes det kun politiets hurtige udrykning.

Til gengæld fik de udkommanderede betjente kastet forskellige former for kasteskyts efter sig - blandt andet fra indkøbscentret Forum Komplex' tag samt fra andre bygninger.

Her var der blandt andet tale om sten, flasker, æg og isterninger. Det er uklart, om det var klanfolk eller andre tilfældige, der stod bag kasteriet.

Sidste år igangsatte politiet i delstaten Nordrhein Westfahlen, hvor også Mülheim ligger, en større undersøgelse af de omtalte klanstrukturer.

Tysk politi sætter fokus: Kriminelle indvandrerklaner i søgelyset

Hovedfokus er rettet mod familiemedlemmer af familiestrukturer med rødder i Libanon. Her er der tale om mellem 5000 og 10.000 personer fordelt på ti familier.

- Her har den største omkring 1200 medlemmer, fortæller Frank Richter, politichef i Essen, til Bild.

Ud over disse familier er undersøgelsen også rettet mod andre etnisk afgrænsede subkulturer. Blandt andet Mhallami-kurdere og grupper med rødder i Georgien i Kaukasus.

Det er forskellige sager og episoder, der har ført til, at fire betjente nu afsættes til at kaste lys over familiestrukturerne.

- Målet er kortlægge, hvem der bestemmer i disse strukturer, siger Thomas Jungbluth, chef for kriminalpolitiet i delstaten Nordrhein Westfahlen.