En blodig og livstruende voldtægt er endt som en tragedie for både det kvindelige offer og den mandlige gerningsmand.
Ifølge jv.dk slipper den 30-årige gerningsmand for en fængselsstraf, fordi han i dag er multihandicappet. Efter et selvmordsforsøg i arresten er voldtægtsmanden i dag dybt hjerneskadet. Han har ingen forståelse af sin ugerning. Udover hjerneskaden er han lam og har mistet sit sprog.
Gerningsmanden er i dag anbragt på et behandlingshjem. Han har således ikke kunnet deltage i retsmødet, hvor han fik en dom om ambulant behandling med tilsyn.
Stort narkoforbrug
Den tragiske sag går tilbage til 2015, hvor manden var ude i et voldsomt narkoforbrug. Ifølge anklageskriftet gik han til angreb på kæresten, udsatte hende for grov vold og voldtog hende, mens hun var bevidstløs af stoffer. Kvinden var i livsfare på grund af sine kvæstelser.
Undervejs optog han sine ugerninger med sin mobiltelefon.
Efter anholdelsen blev den nu 30-årige mand anbragt i arresten, hvor han kort efter forsøgte at hænge sig. Han blev imidlertid opdaget. Hans liv blev således reddet, men som følgende af manglende ilt til hjernen, blev manden svært hjerneskadet.