En 26-årig tyrkisk mand er onsdag ved retten i Horsens idømt to års fængsel og udvisning af landet for en voldtægt af en 39-årig kvinde.
Manden blev dømt for både fuldbyrdet voldtægt, forsøg på anal voldtægt samt forsøg på oralsex.
Den 26-årige nægtede sig skyldig, men han kunne bl.a. ikke forklare, hvorfor hans dna var fundet på den 39-årige kvinde.
- Da forurettede afgav forklaring for lukkede døre, kan jeg ikke oplyse præcis, hvad hun forklarede, men retten fandt – ligesom jeg – at der var tale om en sammenhængende, troværdig og detaljeret forklaring, siger anklager for Sydøstjyllands Politi Jesper Rubow.
Manden blev afsløret, da han i forbindelse med en sag om dokumentfalsk i Aarhus afgav en dna-prøve.
- Sagen blev primært opklaret på grund af rigtig fint politiarbejde. Politiet havde i forbindelse med en anden sag omkring dokumentfalsk i Aarhus taget dna fra sigtede. Det viste sig, at den dna var identisk med dna fundet på den 39-årige kvinde. Der var altså et "dna-match" mellem dna fundet fra kvinden i voldtægtssagen og dna fra nu dømte. Det var godt arbejde og et vigtigt bevis", uddyber anklager Jesper Rubow.
Den 39-årige kvinde blev tilkendt en erstatning på ca. 60.000 kr.
Da den 26-årige tyrkiske mand ingen tilknytning havde til Danmark, blev han udvist for bestandig. Han oplyste selv, at han kort inden voldtægten kom illegalt til Danmark i efteråret 2015.
Den dømte udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke, og han skal være fortsat varetægtsfængslet i sagen.