Stjernedigteren Yahya Hassan er konstant optaget af sin personlige sikkerhed i et sådan grad, at han hverken tør køre med bus eller tog.
- Jeg tør ikke bruge offentlig transport. Det er for farligt for mig. Jeg er nødt til at bruge bil og være uafhængig af andre transportmidler, sagde den 21-årige digter i dag i retten i Aarhus under den omfattende straffesag mod han.
- Jeg holder mange foredrag og deltager i litterære arrangementer ovre hele landet. Min bil betyder meget for mig, også selv om jeg skal have en anden til at køre, sagde Hassan.
Politiet vil beslaglægge hans næsten spritnye Mercedes C 220 Sedan i forbindelse med sagen på grund af digterens hyppige kørsel uden kørekort og i hashpåvirket tilstand.
35 anklagepunkter
Ikke færre end 35 anklagepunkter er rettet mod den unge digter - lige fra narkokørsel under en flugt fra politiet til tyveri af en fadøl og til ulovlig våbenbesiddelse af en pistol, som han beskød en truende 17-årig mand med.
Anklager Lars Petersen kræver Yahya Hassan idømt en ubetinget fængselsstraf - ikke mindst som følge af de famøse skud, som ramte den 17-årige mand i foden.
Episoden nær digterens mors bopæl i Hasle var kulminationen på en hektisk vinter, hvor Yahya Hassan gang på gang røg i konflikt med personer.
Tilhører udvist under Yahya-retsmøde
I følge mentalundersøgelsen har retspsykiateren lagt vægt på, at Yahya Hassan ikke er sindssyg, men bliver han presset, reagerer han udadvendt - ofte aggressivt.
- Jeg er blevet meget bevidst om, at det er farligt for mig at opholde mig i mit gamle miljø. Det må jeg tage til efterretning, så jeg må prøve at isolere mig et sted - måske ved at flytte ud på bøhlandet, sagde digteren.
Hans forsvarer Michael Juul Eriksen har under sagen lagt stor vægt på, at Yahya Hassan er en mand, som lever under konstant trussel.
- Vi har hørt det fra flere sider i retten. Hassan er i fare, og derfor var skudepisoden udtryk for nødværge, siger Michael Juul Eriksen.
Dommen afsiges fredag 16. september.