Zimbabwes tidligere præsident Mugabe er død
Robert Mugabe er død i en alder af 95
Robert Mugabe blev 95 år. Video/redigering: AP/Kristian Hansen
Den tidligere præsident i Zimbabwe Robert Mugabe er død. Han blev 95 år.
Det bekræfter landets nuværende præsident på Twitter.
'Det er med dyb sorg, at jeg kan fortælle, at Zimbabwes grundlægger og tidligere præsident, Robert Mugabe, er død. Mugabe var et ikon', skriver Emmerson Mnangagwa.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters afgik Mugabe ved døden i Singapore, hvor han efter sigende skal have modtaget lægelig behandling i årevis. Det er fortsat uvist, hvad han rent faktisk døde af.
Robert Mugabe var leder af Zimbabwe fra 1980 til 2017 - først som premierminister og siden som præsident.
Den mangeårige autoritære leder blev væltet ved et militærkup i 2017.
Indtil da havde han gjort sig bemærket for sin autoritære politik og konfrontatoriske linje over for Vesten. Hans styre er ofte blevet mødt med international fordømmelse på grund af undertrykkelse af landets hvide mindretal.
Det menes, at tusindvis af politiske modstandere blev fængslet eller dræbt under Mugabe-styret.
I forbindelse med militærkuppet blev Mugabe sat i husarrest. Det blev startskuddet til en række forhandlinger, der endte med, at Emmerson Mnangagwa, der tidligere støttede Mugabe, blev indsat som præsident.
Billedgalleri
For svag til at gå
I november sidste år blev Mugabe indlagt. Han kunne ikke længere gå.
- Han er gammel nu. Selvfølgelig er han for gammel til at gå. Vi vil sørge for, at han får alt det, han vil have. Vi passer på ham. Han er nationens far. Han er far til det fri Zimbabwe, fortalte Mugabes efterfølger, Emmerson Mnangagwa.
BLÅ BOG: Mugabe gik fra oprører til enehersker
Den tidligere præsident i Zimbabwe Robert Mugabe er afgået ved døden. Han indledte sin karriere som oprører og frihedshelt, men endte som enehersker.
Her er nedslag i hans liv og karriere:
Navn: Robert Mugabe.
Alder: Død i en alder af 95 år.
Fødested: Kutama Mission i Sydrhodesia, det nuværende Zimbabwe.
Søn/datter af: Bona og Gabriel Matibiri, der arbejdede som tømrer.
Ægteskaber: Først Sally Hayfron og senere Grace Marufu. Han er far til fire børn, hvoraf den ene er afgået ved døden.
Uddannelse og karriere:
* I 1951 bestod han sin første universitetseksamen, og siden fulgte ikke færre end syv universitetsgrader.
* Efter studierne gik han ind i politik, og i 1963 blev han leder af oprørsbevægelsen Zanu.
* Hans karriere blev indledt med, at han kæmpede for de sorte under det hvide mindretalsstyre.
* I 1994 blev han slået til ridder af Storbritannien. Han fik dog frataget ærestitlen i 2008 på grund af vold mod oppositionen i Zimbabwe.
* Zanu vandt landets første demokratiske valg i 1980.
* Siden endte Robert Mugabe som udskældt enehersker, der regerede Zimbabwe i mere end 33 år.
* Fra 1980-87 var han premierminister, og fra 1987 sad han på præsidentposten.
* Mugabe ledede landet frem til 2017, hvor han gik af efter et militærkup.
* Hans styre er ofte blevet mødt med international fordømmelse på grund af undertrykkelse af landets hvide mindretal.
* Det menes, at tusinder af politiske modstandere blev fængslet eller dræbt under Mugabe-styret.
Kilder: Ritzau, BBC.