Advarsel: Dette lortelegetøj skal ingen børn have i julegave

Det vælter fortsat ind i Danmark med farligt legetøj fra Kina

Sugekopperne på pilene kan løsne sig, så spidserne på pilene udgør en risiko, når nogen bliver ramt. Foto: Sikkerhedsstyrelsen
Sugekopperne på pilene kan løsne sig, så spidserne på pilene udgør en risiko, når nogen bliver ramt. Foto: Sikkerhedsstyrelsen

Vil du spare en formue på julegavebudgettet, så skynd dig og gå shop-amok og bestil en masse billigt legetøj på netbutikker som Wish, Aliexpress, Amazon og eBay.

Eller hvad?

Nej, for du risikerer en juletragedie, for børnene kan blive kvalt, forgiftet eller på anden måde komme slemt til skade.

For kyniske kinesiske fabrikanter fortsætter ufortrødent med at pumpe tonsvis af det usikre legetøj ud på verdensmarkedet.

Det selvom det officielle Kina har lovet at højne sikkerheden.

- Tag ikke fejl
Her i EU, hvor der findes sikkerheds-standarder og samvittighedsfulde legetøjs-producenter, forekommer det kulørte Kina-bras ofte tillokkende billigt.

For ofte ligner det ved første øjekast på webshoppen faktisk kvalitets-legetøj.

- Men tag ikke fejl, advarer både Sikkerhedsstyrelsen i Danmark, Forbrugerrådet Tænk og RAPEX, der er EU's alarmsystem for usikre forbrugerprodukter.

Dagligt opdager myndighederne og forbrugerorganisationerne, at EU's butikker og forældre har importeret legetøj, der bestemt ikke er for børn. Især ikke de mindste.

Kvælningsrisiko
Det kan være tøjdyr med knapper, øjne, næser og så videre, som ikke sidder ordentligt fast. Derfor risikerer de små at sluge dem og blive kvalt.

Andre gange er det små batterier eller magneter, som ikke sidder fast, så de kan gøre skade i fordøjelsessystemet eller i lungerne. Eller bamser med dårlige syninger, så fyldet falder ud, hvorefter babyer kan få det i luftvejene.

Hormonforstyrrende
Det kan også være slim eller de såkaldte squishies, der frigiver skadelige kemikalier. Og alverdens andet gummi- og plastiklegetøj, der afgiver ftalater eller andre hormonforstyrrende stoffer.

Det er næsten ingen grænser for, hvad Kina producerer og eksporterer af lortelegetøj.

Så Forbrugerrådet Tænk har lavet denne guide til at købe sikkert legetøj. Et af rådene er undgå legetøj fra netbutikker uden for EU.

Sikkerhedsstyrelsen har også nogle råd:

  • Er legetøjet eller produktet solidt?
  • Er der skarpe kanter, som barnet kan skære eller stikke sig på?
  • Har legetøjet eller produktet en snor med håndtag, der er over 22 cm lang? Snoren kan danne en løkke, og barnet risikerer at blive kvalt.
  • Er legetøjet CE-mærket?
  • Er mærkning, advarsler og vejledninger skrevet på dansk?
  • Passer legetøjet til barnets alder og udviklingstrin?
  • Sidder øjne, knapper og andre smådele på legetøjet godt fast?

Og Sikkerhedsstyrelsen har en dedikeret hjemmeside, hvor der advares om specifikke farlige produkter.

Du kan også følge styrelsens Facebookside, hvor de løbende advarer om farlige produkter.

Nu tænker du måske, at det er for dårligt, at myndighederne ikke tester legetøjet, før det kommer ind i Danmark.

Men 'der er ikke nogen myndighed, som kan teste samtlige produkter, som er til salg på internettet. Hverken i Danmark, EU eller resten af verden. Det er virksomhedernes ansvar, at de kun sælger sikre produkter, men vi ser desværre, at der er brodne kar. Derfor er det vigtigt, at forbrugerne bruger deres kritiske sans og overvejer, om et tilbud er for godt til at være sandt,' siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, Lone Brose.

Herunder blot de seneste eksempler på legetøj, der ifølge Sikkerhedsstyrelsen er blevet testet til at være uegnet til børn.

Lortelegetøj

Badebog

Badebogen lever ikke op til kravene for mærkning af legetøj.

 

Badebold

Den oppustelige badebold indeholder ftalater, der udgør en alvorlig risiko. Produktet lever derudover ikke op til kravene til mærkning af legetøj.

 

Badelegetøj

Produktet lever ikke op til de krav, der er til mærkning af legetøj.

 

Bue og pil

Produktet indeholder ftalater og udgør en alvorlig risiko for børn. Produktet lever ikke op til kravene til mærkning af legetøj.

 

Cupcake-dukke

Produktet indeholder ftalater, som kan udgøre en alvorlig risiko for børn. Produktet er ikke mærket med advarsler om, at det ikke bør gives til børn under tre år.

 

Dinosaur

Produktet kan blive overophedet og give risiko for, at barnet kan brænde sig på det. Produktet lever ikke op til kravene til mærkning af legetøj.

 

Doktorsæt

Doktorsættet lever ikke op til kravene for mærkning af legetøj.

 

Dukke

Produktet indeholder ftalater og udgør en alvorlig risiko. Produktet lever ikke op til kravene om mærkning af legetøj.

 

Fingerdukker

Produktet kan frigive smådele, som udgør en kvælningsrisiko for småbørn. Produktet lever ikke op til krav om mærkning af legetøj.

 

Produktet lever ikke op til kravene til mærkning af legetøj.

 

Fløjte

Produktet lever ikke op til de krav, der er til mærkning af legetøj.

 

Gummiænder

Gummiænderne lever ikke op til kravene for mærkning af legetøj.

 

Legetøjspistol

Sugekopperne på pilene kan løsne sig, så spidserne på pilene udgør en risiko, hvis nogen bliver ramt af dem. Produktet lever ikke op til krav om mærkning af legetøj.

 

 

Musikrangle

Produktet lever ikke op til de krav, der er til mærkning af legetøj.

Rangle

En del af ranglen kan sætte sig fast i halsen på små børn og udgøre risiko for kvælning. Produktet lever ikke op til kravene om mærkning af legetøj.

 

Legetøjsslimen indeholder for store mængder bor og udgør en alvorlig risiko. Produktet er ikke mærket korrekt i forhold til kravene til legetøj.

 

Squishy

Squishien kan frigive smådele, hvilket kan udgøre kvælningsrisiko for små børn. Produktet er ikke mærket med advarsler om, at det ikke bør gives til børn under tre år.

127 kommentarer
Vis kommentarer