Akut sundhedsfare: Burger Shacks pizzeria tvangslukket

Myndighederne har netop tvangslukket en filial af Burger Shacks-imperiets pizzeriaer

Pizza Hytten i Aarhus blev i dag onsdag tvangslukket af myndighederne af hensyn til forbrugernes sikkerhed. Privatfoto
Pizza Hytten i Aarhus blev i dag onsdag tvangslukket af myndighederne af hensyn til forbrugernes sikkerhed. Privatfoto

'Salg af fødevarer forbudt indtil videre.'

Fødevarekontrollen har i dag smækket et grimt klistermærke op i vinduet hos Pizza Hytten i Guldsmedgade i Aarhus.

Pizzeriaet er nemlig blevet lukket af myndighederne. Der er tale om det hårdest tænkelige indgreb, der er til rådighed i lovgivningen.

Fra Fødevarestyrelsens website
Fra Fødevarestyrelsens website
 

Pizza Hytten er en mindre pizzakæde med fire filialer under Burger Shacks hurtigtvoksende fastfood-imperium, som de seneste dage har været i vælten, efter Ekstra Bladet har beskrevet, hvordan burgerkæden fusker og sjusker med hygiejne og kødets temperaturer. De 15 burgerbarer fik 30 sanktioner.

Se også: Razzia i dansk burgerkæde: Omfattende fup og farligt kød

Ifølge Fødevarestyrelsen opsættes et forbuds-klistermærke kun i tilfælde af akut sundhed for forbrugerne.

'Det kan fx være på grund af rotte-angreb eller anden akut sundhedsfare,' skriver Fødevarestyrelsen.

Alt tyder altså på, at Pizza Hytten ikke på eget initiativ indså, at stedet var så farligt, at det skulle lukke.

'Vi kan bekræfte, at vi har været på tilsyn der. Vi kan dog ikke sige mere, før kontrolrapporten er klar og offentliggjort. Det forventer vi sker i løbet af næste uge,' skriver Trine Fogh Møller, specialkonsulent i Fødevarestyrelsen til Ekstra Bladet.

Kilder oplyser til Ekstra Bladet, at tvangslukningen skyldes en forekomst af fluer.

Det bekræfter Pizza Hyttens presseansvarlige, Mike Juhl Jensen kl. 16.40:

- Det er korrekt, at der i Guldsmedgade kortvarigt har været bananfluer i et produktionslokale. Det bliver der nu taget hånd om. Det er vigtigt at pointere, at der på intet tidspunkt er blevet serveret sundhedsskadelig mad i restauranten - hverken på stedet eller som takeaway. Vi forventer at restauranten i Guldsmedgade åbner igen torsdag eller fredag, skriver han i en mail til Ekstra Bladet.

Når Fødevarestyrelsen ikke vil sige mere, skyldes det, at jurister i styrelsen skal verificere indholdet af en kontrolrapport, der kan indeholde en eller flere hårde sanktioner med bøder og sure smileyer.

'Vi holder lukket grundet forbedringer her hos Pizza Hytten i Guldsmedegade. Vi er snart tilbage igen. Indtil da kan du nyde mad fra Pizza Hytten på Frederiks Allé og i Mejlgade,' opfordrer Pizza Hytten på et opslag i vinduet i Aarhus.

Pizza Hytten har også en filial i Aalborg. Og der er ambitioner om at ekspandere hurtigt, ligesom Burger Shack, der på kort tid har åbnet 15 filialer.

Ifølge Pizza Hyttens hjememside åbner der snart pizzeriaer i Jægergårdsgade, Trøjborg Centret, Sønder Allé og i Veri Centret i Aarhus samt på Tapperitorvet i København.

De seneste dages beskrivelser griseri og fusk og sjusk med bl.a. burgerbøffers ægthed og temperaturer i Burger Shack, får nu burgerbossen Christoffer No til at forlade topposten i det hastigt voksende fastfoodimperium. Læs mere her:

Se også: Burger Shacks direktør stopper

Se også: Ny grotesk afsløring om Burger Shack

Se også: Burger-bossens forsvar: Frossent kød skyldes bæredygtighed

152 kommentarer
Vis kommentarer