Danmarks ældste og vel nok mest besøgte shawarma-sted - Shawarma Grill House på Strøget i København - er atter blevet afsløret i grelle hygiejnesvigt.
Stedet, der har begejstret både fastfood-anmeldere og statsministrene Anders Fogh (V) og Lars Løkke (V), er af gode grunde under skærpet tilsyn af folk fra fødevareministers Esben Lunde Larsens (V) kontrolkorps i Fødevarestyrelsen.
Seks kontrolbesøg
Trods en massiv kontrolindsats med hele seks uanmeldte besøg i fjor lykkedes det heller ikke Esben Lunde Larsens tilsynsførende i 2016 at få de succesfulde restauratører med mellemøstlig oprindelse til at makke ret og overholde fødevareloven.
Det kulminerede kort før jul, hvor man afslørede et sundhedsfarligt griseri, som udløste en bidende sur smiley og en bøde på 10.000 kroner.
Et beløb, der bør være råd til at betale, for ejerne tjente ifølge det seneste årsregnskab knap 750.000 kr. efter skat.
Ignorerede advarsler
Fødevarestyrelsen kritiserede ved tilsynet 19. december skarpt, at stedet stadig ikke havde efterkommet flere såkaldte indskærpelser, hvilket er advarsler, før man skrider ind med bøder.
Eksempelvis havde restauratørerne stadig ikke sikret maden mod, at udefrakommende skadedyr kunne trænge ind. Men mest risikabelt var det nok, at produktionskøkkenet - som ligger i et baglokale på stedets førstesal - stadig sejlede i bakterielt kødsaft, som kunne pjaske over på ferske produkter.
Sprøjt på salaten
' Noget af væsken skvulper over, når kasser med marineret kebabkød bliver taget ud af køleboksen. I bunden af køleskabet ligger der ligeledes meget vand - og yderligere opbevares for eksempel store plastbeholdere med klargjort salat i bund. Dette vand kan let sprøjte og dryppe ned i salaten ved anden aktivitet i køleskabet', skriver Fødevarekontrollen.
Ledelsen, som ikke har ønsket at komme til orde i denne artikel, havde to måneder tidligere lovet at stoppe den risikable praksis, men det var altså ikke sket.
Netop rå kødsaft i spiseklare produkter - eksempelvis salat - gør årligt tusindvis af danskere syge med diarré, opkastninger og feber.
Læs kontrolrapporten her.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.