Danmark under angreb fra telefon-hackere

Tusindvis af danskere bliver i disse dage udsat for udspekuleret telefonsvindel - intetanende mobilkunder bliver snydt for op til 60 kroner i minuttet

Det er som regel numre med landekode +239, der står for tele-svindel-fidussen. (Foto: Thomas Sjørup)
Det er som regel numre med landekode +239, der står for tele-svindel-fidussen. (Foto: Thomas Sjørup)

En ultrakort opringning, der ikke efterlader andet end et ubesvaret opkald fra et ukendt, men uskyldigt udseende nummer.

Det har tusindvis af tilfældige, danske mobiltelefon-ejere været udsat for over de seneste dage.

Problemet er bare, at opkaldet kommer fra internationale telefon-hackere, og hvis man drister sig til at returnere opkaldet for at finde ud af, hvem der har ringet, ender det med at koste dyrt på telefonregningen.

Tusindvis ramt
- Vi har desværre været udsat for et egentligt angreb fra telehackere i løbet af weekenden. Ifølge vores foreløbige opgørelse er op til 5.000 TDC-kunder blevet ramt, lyder det fra Anne-Mette Sommer, afdelingsdirektør i TDC Operations, Finans.

Læs også: Ny hackerbølge rammer både CIA og NASA

Også hos konkurrenterne 3 og Telia har man noteret sig svindelnummeret, der efter alt at dømme har sit udspring på den lille østat, Sao Tome og Principe i Atlanterhavet ud for Gabons vestkyst.

- Vi kan se i systemet, at vi ligger i nogenlunde samme leje som TDC, og af dem har godt 1.000 forsøgt at ringe tilbage, oplyser Telias kommunikationschef, Mette Honoré.

60 kroner i minuttet
Fælles for de mange hacker-opkald, der af og til er ’camouflerede’, så de ligner almindelige, danske numre, er, at de dækker over en overtakseret sex-tjeneste, som man intetanende siger ja tak til, hvis man ringer tilbage. Og med takster på helt op til 60 kroner i minuttet, kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse.

Derfor bliver sagen også taget særdeles alvorligt af Jørn Gravesen, chef for Rigspolitiets Nationale Kriminaltekniske Enhed, der har med IT-kriminalitet at gøre.

Læs også: Hackere: Du mister din net-adgang på lørdag

- Vi har set noget lignende før, men ikke i det omfang, som vi ser her. Derfor er det også en sag, vi tager dybt alvorligt. Og det skærper naturligvis kun alvorligheden, hvis svindlerne tilmed forsøger at sløre deres opkald, siger han og fortsætter:

- Desværre er det utroligt svært at finde frem til hackerne. Pengesporet ender nemlig oftest i et land, hvor vi enten ikke kan gøre noget, eller i svært uoverskuelige selskabskonstruktioner.

Svært at stoppe
Hos teleselskaberne har man nu valgt at lukke af for de hacker-numre, man har kendskab til. Alligevel har Jørn Gravesen ikke de største forhåbninger om, at danske mobilkunder nu kan være i fred.

- Teleselskaberne gør, hvad de kan, men desværre er det rigtig svært at få lukket af for den slags. Hver gang man lukker et hul, så åbner de nemlig et nyt, lyder det.

Har du været udsat for lignende svindelsager, så giv os et praj på sms/mms 1224 (alm. telefontakst) eller på mail 1224@eb.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere