6 myter om cola - sandt eller falsk

Kan cola kurere ondt i maven? Feder light mindre end almindelig cola? Ekstra Bladet afliver og bekræfter myter om den populære læskedrik

Det er usundt at drikke cola light, siger den ene, men en anden siger noget andet. Har du dårlig mave? Jamen så skal du bare drikke cola. Passer det? Det kan være svært at finde ud af, hvad der er sandt eller falsk. Derfor har Ekstra Bladet spurgt ernæringsekspert Preben Vestergaard Hansen fra professionshøjskolen Metropol om, hvad er egentlig sandt- og hvad er falsk?

1. Cola Light feder ikke
Falsk og sandt.

- En light sodavand indeholder ikke noget energi. I forhold til en almindelig sodavand er der en kalorieforskel på 200. Så vælger man en cola light frem for en almindelig cola, så feder den mindre på grund af, der er ikke er nogle kalorier i en cola light.

- Men det har vist sig, at light sodavand ikke har haft den store succes i forbindelse med vægttab. Når man drikker en almindelig sodavand, stiger blodsukkeret, og man får stillet sin sukkertrang. I modsætning til når man drikker en light sodavand. Her får man den søde fornemmelse uden at indtage sukker. Det kan give hjernen en trang til at spise mere sukker, og så er risikoen, at man indtager fødevarer med sukker.

Altså nej light sodavand feder ikke, men indtagelsen af det, kan give trang til søde sager, som bekendt feder.

2. Cola Light ødelægger ikke tænderne.
Falsk. Cola light er skadeligt for tænderne.

-Der er ingen forskel på light sodavand og almindelig sodavand, når det gælder skader på tænderne. Man har længe haft en opfattelse af, at det kun er sukker, der ødelægger tænderne. Det er forkert. Også kulsyreren, som der er i sodavand ødelægger tænderne, og der er lige så meget kulsyre i en cola light, som der er i en almindelig cola.

3. Man får mere energi af at drikke cola
Falsk. Man bliver ikke mere enerigsk af at drikke cola.

-Når man drikker en almindelig cola får man tilsat store mængder sukker på kort tid. Det får blodsukkeret til at stige, hvilket medfører, at hormonet insulin produceres. Insulin får så blodsukkeret til at falde meget hurtigt igen, og disse blodsukkersvingninger gør ofte, at man bliver meget træt.

4. Det er værre at drikke cola light end almindelig cola
- Personligt vil jeg hellere drikke lidt og så få en ordentlig sodavand. Men kigger man på energiregnskabet, så er det bedre at drikke en cola light, da den ikke indeholder kalorier.

5. Man må ikke drikke cola, når man er gravid
Sandt og falsk

- Fødevarestyrelsen har udsendt retningslinjer, der lyder: 'kvinder som er eller påtænker at blive gravide bør ikke indtage mere end 300 milligram koffein pr. dag.' Når det er tilfældet, kan man sige, at man selvfølgelig skal begrænse indtagelse af koffeinholdige drikke. I en liter cola er der 100 - 150 miligram koffein. I en kop kaffe er der 75-100 milligram koffein. Man kan sige, at en halv liter cola svarer til en kop kaffe, så der er egentlig mindre koffein i cola end i kaffe.

Altså det er ikke usundt at drikke en cola, men man må ikke få for meget. Og hvis man samtidigt drikker kaffe og te, så skal man være ekstra forsigtig med at få for meget.

6. Cola hjælper på dårlig mave
-Det er der ikke hold i. For meget sukker kan godt slå maven i stykker. Det er bedre at spise frugt, youghurt eller brød, hvis man har dårlig mave.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere