Tilbudsrod i SuperBest

Pas på prisen i SuperBest på Østerfælled Torv i København, hvor du betaler mere for julepynt til tilbudspris end normalpris

Betal mere for julepynt på tilbud i SuperBest, end når pynten sælges til normalpris. (Foto: Screendump tilbudsavis SuperBest)
Betal mere for julepynt på tilbud i SuperBest, end når pynten sælges til normalpris. (Foto: Screendump tilbudsavis SuperBest)

Der er ikke mange penge at spare på julepynten i Superbest på Østerfælled Torv på Østerbro i København. Måske fordi supermarkedkæden har travlt med at dobbelttjekke sit efterhånden berømte kød, er der nu rod i priserne på julevarerne.

Ekstra Bladet kan her vise billeder af tre prisskilte på ’tilbud’ hos SuperBest.

Første tilbud lyder på gavebånd: tilbudspris: 15 kroner. Men kigger man lidt nærmere på prisskiltets højre hjørne, står med lidt mindre skrift: Normalpris: 15 kroner. Du sparer altså 0 kroner på gavebånd.

Betal mere for tilbud
Endnu værre bliver det, når vi kommer til de næste to prisskilte: Tilbudspris på kagemænd med ophæng: 29,95 kroner. Og nu kommer det mærkelige: Normalprisen er nemlig 24,95 kroner. Du betaler altså 5 kroner mere end normalt for kagemændene, når de er på tilbud.

Nogenlunde det samme gælder det tredje prisskilt. Zinknumrene til adventskransen koster på tilbud 15 kroner. Men normalt sælges de til 12,95 kroner. Her betaler du altså 2,05 kroner mere for at købe julepynt på tilbud.

Noget rod
- Det er selvfølgelig noget rod, siger markedsdirektør i Superbest, Jens Visholm. Han forklarer prisrodet med, at der er tale om en gammel ISO-butik, som har et andet it-system end de resterende SuperBest-butikker.

- Det undskylder selvfølgelig ikke fejlen, men de 10 gamle ISO-butikker, der nu er en del af SuperBest, bruger et gammelt system, som automatisk henter førpriser, der ikke skulle have stået på hyldeforkanten. Der er tale om julevarer, og dem har vi slet ikke førpriser på, da de ikke sælges resten af året, siger Jens Visholm og understreger, at tilbudspriserne er de gældende.

Priserne bliver rettet
- Det er altså ikke, fordi I i SuperBest har travlt med at holde øje med jeres kød, at der er sket en fejl med priserne på julepynt?

- Lige meget hvad, så burde det have fungeret. Det er ikke god kundeservice. Det virker forvirrende med de forkerte priser. Nu kontakter vi de 10 gamle ISO-butikker og får dem til at rette fejlen og tjekke priserne på julevarerne. Jeg kan garantere, at der ikke er rod i priserne i de resterende 210 SuperBest-butikker i landet, siger Jens Visholm.

Kup! blev tippet om prisrod i Superbest af Peter Sørensen. Har du oplevet noget lignende, så skriv herunder eller send billeder på kupnyhed@eb.dk.

1 af 4 Zinknumre til adventskrans på tilbud: 15 kroner Normalpris: 12,95 kroner. Du betaler altså 2,05 kroner mere, når julepynten sælges med 'rabat' end til normalpris. (Foto: Privat)
2 af 4 Kagemænd med ophæng. Tilbudspris: 29,95 kr. Normalpris: 24,95 kroner. Du betaler 5 kr. mere med den såkaldte rabat. (Foto: privat)
3 af 4 Gavebånd på tilbud: 15 kr. Normalpris: 15 kroner. Du sparer: 0 kroner. (Foto: privat)
4 af 4 Betal mere for julepynt på tilbud i SuperBest, end når pynten sælges til normalpris. (Foto: Screendump tilbudsavis SuperBest)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere