Den bedste champagne til prisen

Skyd nytåret ind: Ekstra Bladet giver dig svaret på, hvilken champagne du skal vælge

Champagne skal der til nytårsaften. Men hvilken en skal du vælge? Find gode råd her... (Foto: Colourbox)
Champagne skal der til nytårsaften. Men hvilken en skal du vælge? Find gode råd her... (Foto: Colourbox)

Det nye år nærmer sig med hastige og forventningsfulde skridt.

Nytårsmenuen er der styr på, fyrværkeriet står klar i garagen, men endnu en gang er du i tvivl om, hvilken slags boblevand du skal servere for dine gæster som supplement til den klassiske kransekage?

Bedst til prisen
Det er det evindelige spørgsmål, som hvert år trænger sig på hos den almindelige dansker, og det er der ikke noget at sige til. For det er nemt at fare vild i champagnejunglen.

Skal man flotte sig og bruge en formue på Cristal-champagne, eller er du typen, der går ned og køber det billigste sprøjt, fordi du er af den overbevisning, at rigtig champagne koster kassen, og det hele alligevel smager ens?

Forvirret? Så er der nu hjælp at hente.

Ekstra Bladet har tjekket fire forskellige supermarkeders udvalg af champagne i prislejet 100-200 kroner og fået Tim Vollerslev, der er vicepræsident i Dansk Sommelier Forening, til at vurdere, hvilken champagne der er bedst til prisen.

Pommery

En flaske i Super-Brugsen til 199 kr.:

- Det er en klassisk champagne, som har eksisteret i mange år fra et af de store champagnehuse i Reims. Det er en rigtig god champagne, hvor du får mere kvalitet, men hvor du også betaler lidt mere. Det er en lidt mere fyldig champagne, men stadig ikke tung. Den har en god friskhed og en god lang smag med en portion fine små bobler. Absolut drikkeværdig.

Montaudon

En flaske i Superbest til 149,95 kr.:

- Det er en super champagne. Det er et knaldgodt køb, og det må blive den, jeg ville købe, hvis jeg personligt skulle købe champagne i det prisleje. Den er tør og af høj kvalitet fra et mindre, ukendt champagnehus, men kvaliteten er ikke ringe af den grund. For os danskere er den forholdsvis ukendt i forhold til for eksempel Pommery, som har været på det danske marked i mange år. Jeg tror, den kom på markedet herhjemme sidste år. Det er en fantastisk god pris for en så god champagne, det må jeg sige.

Jaquart

En flaske i Netto til 145 kr.:

- Demi sec'en har jeg selv haft et år, og den er ret god. Demi sec betyder, den er halvtør eller halvsød, om du vil. Den har en lille portion sødme, en god fylde, og så harmonerer den rigtig godt med sødmen i kransekagen. Mange begår den store fejl, at de drikker knastør brut-champagne til kransekagen. Det får champagnen til at virke sur, og kransekagen kommer til at virke sød og uspiselig. Derfor ville jeg vælge demi sec frem for brut i det her tilfælde. Selv om demi sec passer rigtig godt til kransekage, så er den også rigtig fin at drikke uden tilbehør.

Louis Laurent

To flasker i Irma til 229 kr.:

- Det er en glimrende champagne i forhold til prisen. Du får rigtig meget for pengene. Deres demi sec har jeg smagt til kransekage, og den er fortrinlig. Igen er det utroligt, at man kan få rigtig champagne for godt 100 kroner flasken. Det er et virkelig godt køb til at skåle det nye år ind med.

Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen