Mette Frederiksen: Få en sikker prognose - eller smut i arbejde

Nyt lovforslag kan fratage kræftramte og hjerneskadede retten til sygedagpenge efter blot fem måneder

Mange kræft- patienter er syge i årevis uden at have en endelig afklaring. Alligevel vil Mette Frederiksen (S) nedsætte varighedsbegrænsningen fra et år til fem måneder (Foto: Per Rasmussen)
Mange kræft- patienter er syge i årevis uden at have en endelig afklaring. Alligevel vil Mette Frederiksen (S) nedsætte varighedsbegrænsningen fra et år til fem måneder (Foto: Per Rasmussen)

Et nyt lovforslag på beskæftigelsesområdet risikerer nu at sætte kræftpatienter og alvorligt handikappede i en vanskelig økonomisk situation.

Lovforslaget har officielt til formål at sikre, at nogle grupper af alvorligt syge patienter – f.eks. kræftramte – kan få sygedagpenge under hele sygdomsperioden i modsætning til i dag, hvor de kun får det i et år.

Se også: Sygedagpenge: Sådan sagde regeringen før de fik magt

Men en række af uklare krav til patientens helbredstilstand betyder, at det ellers velmenende forslag i stedet kan ramme andre alvorligt syge i nakken som en boomerang.

- Jeg behandler leukæmi-patienter, og som læge tror jeg efter fem måneder stadig på, at de fleste af mine patienter overlever.

- Skriver jeg det i lægeattesten, betyder det, at mange af mine patienter ikke kan få sygedagpenge, siger den fynske kræftlæge Paul Gram-Hansen til Ekstra Bladet.

Han har i flere år forsøgt at få sundhedspolitikerne til at tage et ansvar for, at alvorligt syge mennesker får fred til at blive raske.

Se også: Minister vil opfordre kommunerne til at overholde reglerne

Men det kommende lovforslag tager netop ikke hensyn til, at man sagtens kan overleve en sygdom, men alligevel har brug for mange måneders fred:

- Hvis de nuværende formuleringer i lovforslaget ikke bliver ændret, vil mange syge derfor havne på kontanthjælp efter blot fem måneder, forudser Paul Gram-Hansen.

- Men mange kræftpatienter er jo syge i årevis uden at have en endelig afklaring på deres sygdom. Og de bør få sygedagpenge og ro til at blive raske frem for at skulle ud i et forløb med stressende ’jobafklaring’ og økonomiske problemer, mener kræftlægen.

I lovforslaget står der blandt andet, at det kun er patienter med alvorlige, livstruende sygdomme, der ikke er omfattet af varighedsbegrænsningen.

Se også: 10.000 danskere på Facebook: Nu er det nok

Problemet er ifølge kræftlægen Paul Gram-Hansen og Danske Handicaporganisationer, at ‘alvorlig, livstruende sygdom’ er et meget uklart begreb. Hvis lægerne ikke kan stille en sikker prognose for, at patientens helbred er alvorligt og livstruende, må patienten vinke farvel til sygedagpenge, selv om arbejdsevnen reelt er væk.

- I lovforslaget er der en række bemærkninger, der er så åbne for fortolkning, at de i praksis risikerer at tage sygedagpenge fra nogle af de sygeste borgere og sende dem på kontanthjælp, siger Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, og fortsætter:

- De meget uklare formuleringer risikerer i praksis, at borgerne risikerer at miste deres retssikkerhed.

Både Paul Gram-Hansen og Stig Langvad fra Danske Handicaporganisationer håber, at regeringen vil definere hvad ‘alvorlig, livstruende sygdom’ omfatter, inden lovforslaget vedtages.

Se også: KL-formand: Ok, vi kan tjene penge på dårlig sagsbehandling

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) kan slet ikke forstå læger og Danske Handicaporganisationers bekymring over formuleringen i de nye sygedagpengeregler.

Hun mener, kritikerne tager helt fejl, og den nye lovgivning er klokkeklar:

- Begrebet ’alvorlig livstruende sygdom’ er et alment kendt begreb for både læger og patientorganisationer, skriver Mette Frederiksen i en mail fra Beskæftigelsesministeriets pressetjeneste.

- Inden loven træder i kraft, vil der bliver udarbejdet en vejledning, som beskriver, hvordan de enkelte forlængelsesregler kan benyttes. Blandt andet, hvordan den nye forlængelsesregel ved alvorlig livstruende sygdom kan anvendes i praksis, skriver hun videre.

Ekstra Bladet har opfordret Mette Frederiksen til at stille op til et interview, men ifølge hendes pressetjeneste har ministeren ikke tid.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere