Danmark forbyder populært varemærke

En modig kontrollør fra Fødevarestyrelsen koster en international fødevaregigant en formue

Det er noget ’junk’.

Nogenlunde sådan lød vurderingen fra en nidkær kontrollør fra Fødevarestyrelsen, som sidste sommer besøgte Sempers danske kontor på Frederiksberg.

Semper er en international fødevaregigant, som herhjemme sælger det britiske babymad-varemærke Organix, der i kraft af et særligt løfte, nemlig ’No Junk Promise’, er blevet et internationalt hit hos bekymrede småbørnsforældre.

Eller måske snarere overbekymrede småbørnsforældre.

I hele EU gælder nemlig allerede skrappe regler, der forbyder ’junk’ – eksempelvis unødvendige indholdsstoffer og pesticider i babymad.

Det markante 'No junk promise' er i sig selv et varemærke ejet af Organix. Men det er vildledende og skal fjernes, har danske myndigheder afgjort.
Det markante 'No junk promise' er i sig selv et varemærke ejet af Organix. Men det er vildledende og skal fjernes, har danske myndigheder afgjort.
 

Så fødevarekontrolløren kom frem til, at ’No Junk'-løftet var snyd og dermed ulovligt, fordi det kan ’vildlede forbrugerne til at tro, at andre børnemadsprodukter indeholder 'junk'.’

Ikke noget særligt
’No Junk’-løftet kunne ’give den almindelige gennemsnitsforbruger indtryk af, at produkterne adskiller sig fra øvrige sammenlignelige produkter på markedet, vurderede Fødevarestyrelsen, som krævede anprisningen fjernet.

Men ikke overraskende strittede Semper mod.

Det blev til en bitter strid mellem styrelsen og Semper, som nægtede at rette sig efter styrelsens sanktioner.

'No Junk Promise' er trykt på mere end 18 Organix-produkter, som bliver produceret på fem fabrikker i fire lande, så det bliver et stort arbejde at ændre alle emballager. Pr-foto
'No Junk Promise' er trykt på mere end 18 Organix-produkter, som bliver produceret på fem fabrikker i fire lande, så det bliver et stort arbejde at ændre alle emballager. Pr-foto
 

Sempers advokat truede Fødevarestyrelsen med at kræve erstatning, hvis styrelsen skulle blive underkendt i Fødevareklagenævnet, en ankeinstans for fødevarevirksomheder.

Ingen andre har sagt noget ...
I ankenævnet argumenterede advokaten bl.a. med, at Organix-produkter har været på markedet i EU i 15 år, uden andre landes fødevaremyndigheder har beskyldt det for at være vildledende.

Dertil svarede Fødevarestyrelsen tørt, at ' ... det forhold, at et produkt har været på markedet i 15 år ikke i sig selv er en afgørende faktor for, om mærkningen er vildledende eller ej.’

Noget er værre
Semper forsøgte med, at noget konventionel babymad faktisk indeholder eksempelvis surhedsregulerende stoffer.

Men dertil svarede Fødevarestyrelsen, at Semper slet ikke må forherlige sine økologiske produkter ved at sammenligne dem med konventionelle.

Økologiske produkter må kun sammenlignes med økologiske.

Løftet fjernes
Det endte med, at Semper tabte ankesagen. Så ’No Junk Promise’ er ved at blive fjernet fra al babymad i Danmark, viser denne kontrolrapport. Opdager andre EU-fødevaremyndigheder den danske sag, risikerer Organix, at løftet skal fjernes fra produkter i EU.

Læs hele sagen i Ankenævnet her.

'No junk promise'-løftet er blevet fjernet fra nogle produkter. Foto: PR
'No junk promise'-løftet er blevet fjernet fra nogle produkter. Foto: PR

Fødevarestyrelsen: Derfor er det vildledning

I den oprindelige indskærpelse vurdere Fødevarestyrelsen, at...

'Varebetegnelsen ”No junk promise” giver forbrugerne anledning til at tro, at de pågældende Organix-produkter har særlige egenskaber i form af ikke at indeholde ”junk”, selvom andre sammenlignelige produkter, der tillige er økologiske og uden tilsætningsstoffer, har samme egenskaber og heller ikke indeholder ”junk”.'

Fødevareklagenævnet gav Fødevarestyrelsen ret.

 

160 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere