Dansk gourmetkæde taber retssag: Kunderne fuppet

Gourmetbageri i retten, fordi brød og kage ikke var bagt på rent smør som lovet

Det lignede begyndelsen på endnu et dansk gourmeteventyr, da Lauras Bakery i 2016 skulle til at åbne sin femte bagerforretning.

Lauras havde haft stor succes med ’surdej og wienerbrød bagt på smør’ og ’gode gamle traditioner’.

Men noget gik helt galt.

Nu er der blot to butikker tilbage. Ekstra Bladet kan i dag fortælle, at nedturen ifølge Lauras Bakery skyldes, at kunderne forsvandt, fordi de blev udsat for fødevarefup.

En underleverandør, som Lauras slæbte i Sø- og Handelsretten med krav om 350.000 kroner, beskyldes nemlig for at have bagt wienerbrød og bolledejsprodukter på margarine i stedet for på rent smør, der er mange gange dyrere.

’Anvendelsen af margarine i stedet for smør er blevet konstateret af Lauras Bakerys personale, og bekræftet af konsulterende bagere med stor ekspertise, og efterfølgende indrømmet af Dem (underleverandøren, red) selv,’ fremførte Lauras i retten.

Eksperter: Margarine
For at være sikker i sin sag havde Lauras Bakery hyret Teknologisk Institut til at analysere croissanterne. Instituttets specialister skrev rapporten ’Fedtsyresammensætning i croissanter fra Lauras Bakery’, som bestyrkede mistanken om, at der snarere var anvendt margarine i stedet for rent smør.

Ifølge Lauras klagede mange kunder over brød og kage i de måneder i 2016, da man brugte underleverandøren.

Lauras advokat påstod i Sø- og Handelsretten:

’Problemerne tog fokus fra forretningen, og i dag har de kun to butikker, en i Torvehallerne og en på Værnedamsvej. Deres tidligere butikker i Ordrup og Roskilde led under, at næsten alle kunderne var lokale og var meget konsekvente med at skifte til en anden bager, hvis produkterne ikke levede op til forventningerne. I Torvehallerne (Overlevende forretning, red.) kommer der mange turister og altså engangskunder.’

’Anvendelse af margarine i stedet for smør og de mangelfulde leverancer betød en omsætningsnedgang i en længere periode for Lauras Bakery som i dag kun har 2 butikker modsat 4 tidligere,’ jamrede Lauras i retten.

Ekstra Bladet beskrev i 2017, hvordan gourmetkæden Lagkagehuset konsekvent pøser margarine og tilsætningsstoffer i sine produkter.

Denne artikel fremlagde Lauras Bakery i retten som eksempel på, at det kan have konsekvenser, hvis en virksomhed afsløres i at bruge margarine i stedet for smør.

Se også: Afsløret: Lagkagehuset fylder kemi og margarine i kagen

Det endte med, at Lauras tabte sagen, for Lauras havde ikke klart nok krævet af underleverandøren, at der skulle anvendes 100 procent rent smør.

Underleverandøren havde nemlig brugt såkaldt rullesmør, et praktisk blandingsprodukt bestående af margarine og smør.

Må 'Deklareres som smør'

Margarinefabrikken Dragsbæk markedsfører blandingsproduktet 'rullesmør' med den fordel, at det må deklareres som smør. Rullesmør kan indeholde 20-40 procent smør og vegetabilske olier for resten. Det er uvist, hvilken type rullesmør, Lauras underleverandør har anvendt. Foto: Skærmbillede fra Dragsbaek.dk
Margarinefabrikken Dragsbæk markedsfører blandingsproduktet 'rullesmør' med den fordel, at det må deklareres som smør. Rullesmør kan indeholde 20-40 procent smør og vegetabilske olier for resten. Det er uvist, hvilken type rullesmør, Lauras underleverandør har anvendt. Foto: Skærmbillede fra Dragsbaek.dk

Rettens begrundelse og resultat

'Efter de foreliggende oplysninger fremstår det uklart, om der skulle anvendes 100 % rent smør eller såkaldt rullesmør, dvs. et blandingsprodukt af smør, i den grove wienerdej. Retten har herved navnlig lagt vægt på, at der i opskriften på grov wienerdej står både 'smør' og 'rullesmør'. Det er derfor allerede af denne grund ikke godtgjort, at de leverede produkter led af væsentlige mangler.'

Kilde: Dommen fra Sø- og Handelsretten

Ole Sune Ebbe Karpf, direktør i Lauras Bakery, oplyser til Ekstra Bladet, at bagerkæden har anket Sø- og Handelsrettens dom til Landsretten og først vil udtale sig, når Landsretten har talt.

96 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere