Danske Bank afsløret i brunvask

Tilsynsmyndighed griber ind mod brunvask i en af bankens afdelinger i Jylland

Tilsynsmyndighederne afslørede i slutningen af februar i år, at der i filialen på Skt. Knuds Torv i Aarhus over en ukendt periode er foregået ulovlig kulørtvask. Foto: PR
Tilsynsmyndighederne afslørede i slutningen af februar i år, at der i filialen på Skt. Knuds Torv i Aarhus over en ukendt periode er foregået ulovlig kulørtvask. Foto: PR

Skulle nogen have anklaget Danske Bank for at diskriminere ved udelukkende at begå hvidvask og ikke brunvask, må de trække beskyldningerne tilbage.

Tilsynsmyndighederne afslørede nemlig i slutningen af februar i år, at der i filialen på Skt. Knuds Torv i Aarhus over en ukendt periode er foregået ulovlig kulørtvask.

Fødevarekontrollen undrede sig over, at der i bankens buffet var meget mørkt brød.

Farvede hvidt brød brunt
Derfor gik man på inspektion i kantinekøkkenet og sanktionerede med en indskærpelse, at lyst brød blev farvet brunt.

Det skete ved at de ansatte pøsede konventionel sovsekulør ned i det lyse økologiske rugbrødsdej.

Madkuløren indeholder det omdiskuterede tilsætningsstof E 150c, som ikke må indgå det, der blev hævdet at være økologisk brød. For dermed er det ikke økologisk.

Vil kun spise mørkt brød
Nu blev kantineledelsen partshørt.

’Vores økologiske rugbrødsblanding er meget lys og vores kunder vil derfor ikke spise det, da de ikke tror, at det er rigtig rugbrød. Derfor tilsætter vi madkulør, hvilket der giver den mørke farve og så vil de gerne spise de,’ svarede de ifølge denne kontrolrapport.

Ekstra Bladet har spurgt bankens pressechef Kenni Leth, om han har noget at tilføje. Det afviser han med den begrundelse, at kantinedriften er outsourcet til en ekstern virksomhed.

Det skriver Fødevarestyrelsen

Tilsætningsstoffer m.v.: Indskærpelse fremsendt. Følgende er konstateret: På buffet er der meget mørkt brød. Virksomheden oplyser at det er rugbrød tilsat madkulør. Der tilsættes ca. 50g til 10 kg. rugbrødsblanding. (Kulør - ekstra drøj. Doseringsvejledning: 1 tsk. til 1 L sovs. Ingr. Farve E 150 c, vand, salt.) Virksomheden havde følgende bemærkninger: Vores økologiske rugbrødsblanding er meget lys og vores kunder vil derfor ikke spise det, da de ikke tror, at det er rigtig rugbrød. Derfor tilsætter vi madkulør, hvilket der giver den mørke farve og så vil de gerne spise det.

94 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere