Danskernes ferie-mareridt: Så galt kan det gå

Drømmerejser ender mareridt for tusindvis af danske turister.

Skriv til Ekstra Bladet, hvis din rejse slet ikke blev som du havde drømt om. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Nyd det turkisblå ocean fra den hvide sandstrand – eller lad dig forkæle af de smilende tjenere ved hotellets paradisiske pool-område, inden du tager en eftermiddagslur på de ualmindeligt dejlige, lyse værelser på vort nye spritnye resort.

Cirka sådan lover rejseselskaberne ofte.

Men. Virkeligheden er måske snarere, at nævenyttige konkurrenter hver morgen kl. 5 står op og beslaglægger samtlige sol-senge ved poolen.

Ikke fedt, når der fra hotelværelsets balkon er udsigt til mur.

Eller hvis der er støj fra fulde russere i nabo-hotelværelset og fra underboen - et diskotek, som overdøver aircondition-anlægget som tænder og slukker i faste intervaller.

Se også: Er din mobil ferieklar? Her er hele tjeklisten

Ekstra Bladet har plukket nogle af de seneste typiske sager fra Pakkerejseankenævnet, hvor syv ud af ti klagere får ret i, at de skal have erstatning for forliste ferier.

Typisk klager folk over overfyldte hotelrestauranter, beskidte værelser, manglende rengøring, tarvelige buffetter, for fulde russere, byggestøj og støj fra aircondiation-anlæg, manglende solsenge, kakerlakker, myg, myrer, forsinkelser, uforskammede tjenere tarvelig udsigt til en mur og den slags.

Her nogle eksempler:

Støjhelvede i Dubai

To danske vennepar troede de skulle hygge sig en uge ved poolen på et luksushotel i Dubai, hvor der stadig i stor stil opføres skyskrabere med betydelige byggestøjgener til følge.

Det måtte parrene sande.

'Der var larm fra morgen til aften 20 meter fra poolen. De borede huller og satte stolper op.'

Ferien var ødelagt, syntes parrerne. De forsøgte undervejs at klage til rejseselskabet, som lovede at vende tilbage. Men det skete ikke. De blev bare ignoreret. Men så gik de til ankenævnet. Her blev rejseselskabet pålagt at kompensere dem med 7.000 kroner. Rejsen havde kostet 34.000 kr.

Unge forsøgte at sparke hotel-dør ind

Et ægtepar kom for skade at bestille et ophold i den bulgarske druk-destination Golden Sands. Det skulle de nok aldrig have gjort.

Ferien blev totaltsmadret af de tyske unge, som boede på de omkringliggende hotelværelser hvor de holdt drik-og-dø-fest i døgndrift. I en uge. Eksempelvis forsøgte de unge at sparke ægteparrets hoteldør ind, fordi parret indgav klager over uroen.

’Konklusion på rejsens hotelophold er gruopvækkende og helt uacceptabel med bogstavelig talt ingen som helst hvile eller søvn grundet hotellets gæsters støjende, larmende og truende adfærd, konkluderer ægteparret, som fik 3.800 kroner i kompensation.

Tarveligt firestjernet hotel!

En familie fortryder med garanti, at de en ferie til et såkaldt firestjernet hotel på den spanske ferieø Menorca. Værelserne, der ellers hævedes at være ’pæne og rummelige’ var aldeles jammerlige.

’Der var eksempelvis ikke plads til at placere to kuf¬ferter i rummet hverken på gulvet eller andre steder,’ skriver familien.

Hverken håndklæder eller sengetøjet blev skiftet hele ugen. På et firestjernet hotel. Badeværelserne blev ikke rengjort og der lå sorte hår på gulvene allerede familien ankom.

Så var der restauranten, som var stærkt underdimensioneret til det sultne menneskemylder fra hele 104 værelser.

’Der var kaos ved buffeten, folk stod på nakken af hinanden for at få mad og der ikke var mad nok. Kokken kunne simpelthen ikke følge med! Støjniveauet var så ekstremt højt, at man ikke kunne tale sammen. Gulvene var fedtede og beskidte, fyldt med madrester. Tallerkner og bestik var ikke ordentligt rene, når man skulle bruge det. Bordene blev bare tørt af med en våd klud, der uden at blive skyllet op bare blev genbrugt. Stolene var fyldt med diverse madrester. Dækkeservietterne på bordene på terrassen blev ikke skiftet. De blev bare tørt af med samme klud og vendt.’

Endelig var der pool-området, hvor det selvfølgelig var totalt umuligt at få en solseng – endsige umuligt at opholde sig på på grund af støj og mylder.

Familien fik 1.400 kroner i kompensation

Mareridt i Marbella

Et ungt dansk kærestepar bestiller næppe nogensinde en drømmerejse et særligt ’fantastisk lækkert hotel’ til grisefest-destinationen Marbella nær danskerkolonien Malaga på Costa Del Sol.

Her var det kun plads til at en person kunne stå op. Den anden måtte være på sengen. Der var hverken altan eller terrasse.

’Værelsets køleskab viste sig at være sort af mug og var jordslået og kølede desuden ikke. Da vi prøvede at få det i gang, pilede der kakerlakker ud fra møblet under køleskabet. Ikke særlig appetitligt. Det lykkedes os dog at slå et par af dem ihjel.’

Parret fortsætter:

’Den lille terrasses vægge og gulv var svinet til i afføring fra fugle. Vi måtte rengøre stole og bord for at kunne sidde der. Da mørket faldt på, viste det sig at belysningen ikke fungerede. Vi sad i buldrende mørke og følte os efterhånden godt og grun¬digt kede af det.’

Parret fik 5.000 i kompensation.

Alkoholiserede ældre ydmyget groft

Et  ældre ægtepar, som indrømmede at have et ganske stort alkoholproblem, blev i sensommeren i fjor ydmyget på det groveste af et dansk rejseselskab under en ferie til Salzburg, Østrig.

Konen skriver:

'Min mand og jeg deltog i rejsen indtil 30/8. Forløbet er som følger: Min mand havde været dum nok til at meddele guiden, at vi ikke ville deltage i en udflugt og nok heller ikke i middagen, fordi han (han sagde måske også at jeg) havde et problem med alkohol.'

Med andre ord: Konen oplyste om at de ikke ønskede at deltage, fordi de var for berusede til den slags.

Det skulle hun aldrig have gjort.

'Dagen efter kom guiden og chaufføren ind på vores værelse, efter have banket på. Jeg husker ikke lige indgangsreplikken. Men et øjeblik efter rodede guiden rundt i vores skab og senge-borde, og tog flasker, ikke ret mange, og lagde dem i en medbragt pose. Vi var temmelig overraskede og følte os meget ydmygede.'

Så blev de smidt hjem. For egen regning. Uden først at få en advarsel.

'Vi indvendte, nok noget spagfærdigt, om det kunne være rigtigt. Men det var ikke til forhandling. Guiden handlede efter ordre fra kontoret.'

Men de blev altså kylet ud fra hotellet  - nærmest på røv og albuer - og tvunget til at betale over 6.000 kroner for flybilletter hjem efter blot kort tid i ØStrig.

'Vores eneste dumhed var, at fortælle guiden om et for stort forbrug af alkohol. Vi havde ikke generet nogen. Vi havde opholdt os på vores værelse, og det er vel vores ansvar og valg, at ødelægge vores ferie. Der var på ingen måde tale om en "Ole Testrup". Vi føler os ydmyget og dårligt behandlet'.

Pakkerejseankenævnet var enigt. Det kunne man ikke byde de ældre, så de blev kompenseret med hele rejsens pris.

Skriv til Ekstra Bladet, hvis din rejse slet ikke blev som du havde drømt om. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

118 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere