Cypern-kaos kan blive dyrt for danskere

Danske selskaber, der er ejet af holdingselskaber på Cypern, er kommet i klemme på grund af krisen

Det er ikke kun cypriotere, der kan mærke landets krise. Også danske selskaber kan komme til at betale dyrt. (Foto: AP)
Det er ikke kun cypriotere, der kan mærke landets krise. Også danske selskaber kan komme til at betale dyrt. (Foto: AP)

Danskere med ondt i skatten er havnet i Cypern-klemme. Et dansk firma, Emeacsi.com med adresse i Hørsholm har specialiseret sig i at hjælpe danske virksomheder med internationale interesser til Cypern.

Finansiel rådgiver i Emeacsi.com, Donny - der ikke vil have sit efternavn frem - siger, at krisen med de tvangslukkede banker rammer selskabets kunder.

- Hjælpepakken vil gå ud over alle, inklusive udlændinge. De fleste af vores kunder vil blive berørt, siger Donny, der oplyser, at selskabet har op mod 100 kunder over hele Europa, og 'en god del af dem er danske'.

Se også: Eurolandene godkender kriseplan til Cypern

Den finansielle rådgiver vil dog ikke sætte tal på, hvor mange danske kunder der er kommet i knibe og ikke kan trække deres penge ud fra cypriotiske banker.

- Ingen af vores kunder har dog de to berørte banker, Bank of Cyprus og Laiki, der foreslås opløst og omstruktureret. Der er folk, der kan være tæt på at miste alle deres penge, undtaget indskydergarantien på de 100.000 euro, siger han.

Lige nu kan ingen af kunderne komme til deres penge i de cypriotiske banker på grund af tvangslukningen.

- Det er en skidt tid, for folk er meget nervøse. Det var ingen, der troede, at man ville benytte sig af udemokratiske metoder, siger Donny.

Når bankerne åbner igen, vil der være kapitalkontrol, som lægger et loft over, hvor meget kunderne må trække ud af kapital.

Se også: Redningsplan for Cypern tager form

På hjemmesiden Emeacsi.com beskrives Cypern som et af de EU-lande, der har en af EU's bedste lovgivninger, når det gælder stiftelse af skatteeffektive holdingselskaber og driftsselskaber.

Selskabsskatten på Cypern er kun 10 procent, momsen er 15 procent, og som udgangspunkt beskattes aktieavance og royalties ikke. Dividende modtaget fra udenlandske og ikke cypriotiske selskaber er skattefri.

Det vil sige, at overskud udbetalt fra et dansk selskab til et cypriotisk moderselskab ikke beskattes. Cypern har dobbeltbeskatningsaftale med Danmark.

Samtidig oplyser en talsmand for regeringen, Christos Stylianides, til cypriotisk radio, at indestående over 100.000 euro vil blive belagt med en afgift på 'omkring 30 procent'.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere