Netbutikker slår plat på fodboldglade danskere

e-mærket advarer mod flere fup-hjemmesider, der sælger sportsudstyr, men aldrig leverer varen

Salg af fodboldmerchandise på nettet er et kæmpe marked for udenlandske svindlere, som eksempelvis står bag netbutikken fodboldstovlerdenmark.com (Foto: Screendump)
Salg af fodboldmerchandise på nettet er et kæmpe marked for udenlandske svindlere, som eksempelvis står bag netbutikken fodboldstovlerdenmark.com (Foto: Screendump)

I et land, hvor enhver boldglad mand med respekt for sig selv ejer en fodboldtrøje, og hvor sportsudstyr generelt er en milliardindustri, har flere svindlere allerede set deres snit til at spille med i kampen om milliarderne.

Det gælder blandt andet hjemmesiderne ostyler.com, danmarkmall.com og senest fodboldstovlerdenmark.com, som alle reklamerer med ekstremt lave priser på ellers dyre mærkevarer. Problemet er bare, at de enten ikke leverer varen, eller at varerne er kopimodeller. Det oplyser e-mærket, som har foretaget en undersøgelse blandt udvalgte netbutikker.

Prisen ændrer sig
- Netbutikker af denne type prøver ofte at lokke kunder i fælden med meget billige priser, og det virker som regel efter hensigten. Vi vil dog på det kraftigste advare folk om at købe noget som helst fra netbutikkken, der på alle måder opfylder kriterierne for en fupbutik, siger direktør hos e-mærket Lars Schmidt Larsen og henviser til netbutikken fodboldstovlerdenmark.com.

Han peger blandt andet på de manglende kontaktoplysninger og det håbløst formulerede danske sprog. Derudover ændrer prisoplysningerne sig midt under købet.

- Midt under et testkøb, vi foretog, ændrede valutaen sig fra at være i danske kroner til at være i dollars. Derudover ændrede beløbet sig også - det blev faktisk 50 kroner billigere, fortæller Lars Schmidt Larsen.

Håbløst formuleret
Udover meget lave og mistænkeligt skæve priser, er sproget på siden gennemgående ukorrekt og bærer præg af at være oversat af en maskine. For eksempel skriver netbutikken på forsiden: 'Fodboldstøvler Shop fokuseret på udviklingen af fodboldstøvler ved at finde og skabe en ret par støvler klamper miljø for sin customers'. Derudover er der intet telefonnummer man kan træffe butikken på, og der er heller ikke blevet svaret på de mails, e-mærket har sendt netbutikken.

- Selv om hjemmesiden lyser langt væk af at være falsk, viser vores erfaringer, at nogle danskere ender med at hoppe i med begge ben. Det skyldes, at de er så forhippede på at score nogle billige mærkevarer, at de glemmer at være opmærksomme på faresignalerne, tilføjer direktøren.

Mange flere fupsider
Fodboldstovlerdenmark.com er desværre langt fra den eneste fupbutik, der har fundet vej til danske netbrugere. Hjemmesiderne ostyler.com og danmarkmall.com er blandt de svindlere, som e-mærket har fokus på. Men selvom problemerne er åbenlyse, er det svært at sætte en stopper for fupsiderne.

- Rent juridisk er det vanskeligt at gøre noget ved det, da bagmændene ofte befinder sig uden for EUs grænser. Det er også tilfældet i denne sag med fodboldstovlerdenmark.com. Vi opfordrer dog altid til at forbrugere, der måtte være kommet i klemme på en af fupbutikkerne, tager fat i e-mærkets gratis Forbruger Hotline, hvor vi sidder klar til at hjælpe og vejlede, afslutter Lars Schmidt Larsen.

Vi ville gerne have haft en kommentar fra Fodboldstovlerdenmark.com, men det har været umuligt at spore bagmændene. Ifølge e-mærket og scamadviser.com er hjemmesiden oprettet den 30. maj 2012 i Sverige, og firmaet bag er samtidig registreret i Kina. Adressen i Danmark er falsk og blot opgivet som 'Denmark Road 51'. Der er hverken oplyst telefonnummer, emailadresse eller faxnummer.

ekstrabladet.dk har forsøgt at skrive til en emailadresse, som skulle tilhøre sidens administrator: tmtctrade2012@hotmail.com, men ingen har svaret.

Om e-mærket

- e-mærket er en dansk mærkningsordning for sikker nethandel.

- e-mærket administreres af e-handelsfonden, som er en non profit organisation.

- Bag e-handelsfonden står flere organisationer som blandt andre Forbrugerrådet, HK, Finansrådet, Dansk Erhverv og DI.

- Læs mere på emaerket.dk.

Spot en fupbutik

1. Produktnavne i web-adressen er ofte tegn på svindel. Vær derfor altid på vagt overfor adresser som: canada-goosejakke.com eller mulberrytaskeroutlet.info/

2. Mange fupbutikker er oversat af maskiner, og er derfor skrevet på meget dårlig dansk.

3. Skæve priser som f.eks. 244,67 kr. bør også få alarmklokkerne til at ringe. Et skævt tal som dette bærer præg af at have været en tur igennem en valutaomregner uden at blive afrundet efterfølgende.

4. Fupbutikker reklamerer ofte med mange forskellige betalingsmuligheder, men når du kommer ind på betalingssiden, er mulighederne ofte anderledes. Betal aldrig forud med bankoverførsel, check eller lignende.

5. Send butikken en mail eller prøv at ringe til dem. Virker deres mail-adresse ikke, får du svar på gebrokkent engelsk eller slet ikke, så er der som regel noget galt.

6. Lyder et tilbud for godt til at være sandt, er der stor sandsynlighed for, at det også er det. Så brug altid din sunde fornuft, inden du trykker på køb knappen.

Kilde: e-mærket

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere