Her er antallet af indbrud fordoblet

Se hvor indbrudstyvene har mest travlt, og hvad du kan gøre for at undgå indbrud

(Foto: Jesper Stormly Hansen)
(Foto: Jesper Stormly Hansen)

De mest indbrudsplagede områder i Danmark ændrer sig hele tiden, og i øjeblikket hedder indbrudstyvenes paradis Vallensbæk.

Her har beboerne oplevet mere end en fordobling i antallet af indbrud på fem år. Det viser tal fra politiet, som forsikringsselskabet Alka har bearbejdet.

Nordsjælland ramt
I det hele taget er det især de sjællandske kommuner, der er hårdest ramt af indbrud. Ud over Vallensbæk var Faxe, Rudersdal, Gentofte, Greve og Fredensborg nemlig de meste populære kommuner blandt landets indbrudstyve i 2012. I Vallensbæk oplevede indbyggerne 35,5 indbrud per 1000 indbyggere, hvilket er en stigning på 120 procent fra 2007 til 2012.

Ifølge forsikringsselskabet Alka skyldes de mange indbrud i Danmark blandt andet, at danskerne gør indbrudstyvenes arbejde alt for let.

- Vores erfaringer viser desværre, at rigtig mange er alt for dårlige til at sikre deres hjem. Tyven er typisk brudt ind gennem døre og vinduer med ældre beslag, karme og låse, som tyven forholdsvis let kan bryde op. Og når tyven forlader stedet, kan han vælge døre og vinduer, som heller ikke er sikret med indvendig nøglelås. Derfor er det en god investering at gennemgå døre og vinduer og udskifte til nye og sikre låse, der kan holde tyvene på afstand. Vi vurderer, at de som sikrer deres hjem også mindsker risikoen for indbrud markant, lyder det fra Lise Agerley, kommunikationschef i Alka.

Mere med i sækken
Ud over at have lettere adgang stjæler tyvene også mere per indbrud, viser tallene.

- Sidste år fik vores kunder i gennemsnit stjålet for over 22.000 kroner per indbrud, hvilket er en stigning på næsten 20 procent i forhold til året før. Det viser meget tydeligt, at indbrudstyvene ved, hvad de skal gå efter. De går efter dyre designermøbler og andre let omsættelige værdier i vores hjem, tilføjer Lise Agerley.

Hvis man vil sikre sit hjem med alarmer kan de billige ofte være lige så gode som de dyre, vurderer hun.

- Alarmer er effektive til at skræmme tyvene væk. Med en alarm, der kimer, har tyven ikke arbejdsro, og politiet bliver opmærksom på, at der er indbrudstyve i et bestemt område. Hvis man ikke vil ofre penge på de dyre og avancerede alarmer, virker de billigere også glimrende, uddyber kommunikationschefen.

Du kan læse flere gode råd her på siden.

Sådan undgår du indbrud

• Undgå opdateringer på Facebook, der indikerer, at du ikke er hjemme

• Luk og lås alle døre og vinduer

• Køb en tyverialarm

• Brug et tænd-og-sluk-ur til at tænde for lys og radio, så hjemmet ser beboet ud

• Få naboen til at tømme post, rydde sne og bruge din skraldespand

• Sørg for, at der holder en bil foran dit hjem

• Mærk dine ting, så de kan genkendes, hvis de bliver stjålet

• Tilmeld dig selv og dine naboer til Nabohjælp med sms www.nabo.dk/nabohjaelp

Kilde: Alka

De 10 mest udsatte kommuner

1. Vallensbæk: 35,5 indbrud pr. 1.000 indbygger i 2012

2. Faxe: 32,2 indbrud pr. 1.000 indbygger i 2012

3. Rudersdal: 30,8 indbrud pr. 1.000 indbygger i 2012

4. Greve: 30,2 indbrud pr. 1.000 indbygger i 2012

5. Fredensborg: 29,8 indbrud pr. 1.000 indbygger i 2012

6. Gentofte: 29,2 indbrud pr. 1.000 indbygger i 2012

7. Køge: 28,9 indbrud pr. 1.000 indbygger i 2012

8. Høje-Taastrup: 27,7 indbrud pr. 1.000 indbygger i 2012

9. Helsingør 27,3 indbrud pr. 1.000 indbygger i 2012

10. 10. Solrød 26,6 indbrud pr. 1.000 indbygger i 2012

Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere