Fup og fidus: Pas på disse datingsider

Datingsiderne Hosdigellermig.dk, Flirtfair.dk og Datebeach.dk er rent fup, advarer brugere og eksperter

Hosdigellermig.dk reklamerer i bedste sendetid på TV3. Men datingsiden er rent fup, advarer flere brugere. Foto: screendump fra Hosdigellermig.dk
Hosdigellermig.dk reklamerer i bedste sendetid på TV3. Men datingsiden er rent fup, advarer flere brugere. Foto: screendump fra Hosdigellermig.dk

Datingportalen Hosdigellermig.dk reklamerer i øjeblikket i bedste sendetid på TV3. Her lokker portalen med 'hede dates og spændende eventyr’ samt muligheden for at finde alt fra kærlighed til sidespring.

Virkeligheden er imidlertid en anden, når man logger sig ind på datingsiden, som efter eget udsagn er en af Danmarks største med 3,5 millioner medlemmer.

En computer svarer
Mange af profilerne er nemlig enten inaktive eller direkte falske – oprettet for at lokke brugerne til at betale enorme summer for et medlemskab. For selv om det er gratis at oprette en profil, kan man hverken læse eller sende beskeder, før man har betalt penge.

Flere brugere fortæller, hvordan de har fået helt enslydende beskeder fra forskellige profiler – et tegn på, at beskederne er udsendt automatisk af en computer. Og når de svarer på beskederne eller kontakter andre profiler, får de ingen respons.

Se også: Datingside er bondefangeri

Kritikken kommer fra flere brugere på datingwebsites.dk og Trustpilot, hvor Hosdigellermig.dk er rangeret som en af de dårligste datingportaler. Det samme er Flirtfair.dk, som er ejet af samme firma Jadorra S.á.r.l. i Luxembourg.

Skruppelløst
It-ekspert Christian Schwarz Lausten fra det digitale firma Seismonaut forklarer, at Hosdigellermig.dk blot er en forlængelse af det snyd, man tidligere har set på datingportaler og boligportaler.

– Det svarer til de boligsider, som lokker med en billig lejlighed på deres forside. Når de boligsøgende har betalt for et medlemskab, så viser det sig, at annoncen er falsk, uddyber han.

Også Martin Thorborg, som har været med til at starte Jubii, mener, at snyderiet er skruppelløst.

– Der kan være mange penge i at udnytte folks personlige oplysninger og profiler på den måde. Hvis virksomheden får opbygget fem sites med masser af profiler, så kan projektet måske sælges til iværksættere for et tocifret millionbeløb. Det er der tidligere set eksempler på, uddyber Martin Thorborg.

Gør intet ved fejl
Ekstra Bladet har testet Hosdigellermig.dk ved at oprette en mandlig profil med et såkaldt Premium-medlemskab til 199 kroner. Lynhurtigt fik vi en besked fra en ung brunette med brugernavn Stine2770, som ville i kontakt med os. Det har imidlertid været umuligt at skrive til hende. Siden 20. april har der nemlig været en fejl på datingsiden, hvilket andre brugere bekræfter. Hosdigellermig. dk er underrettet om problemet, men har ikke gjort noget ved det.

Kan ikke gøre noget
Da vi oprettede en kvindelig profil på Hosdigellermig.dk, fandt vi kort tid efter den samme profil på to andre datingportaler, Flirtfair.dk og Datebeach.dk – uden at vi havde fået det at vide eller havde givet vores samtykke. Der er intet, der forhindrer virksomheden i denne form for kopiering.

Ifølge Datatilsynet gælder der nemlig andre regler i Luxembourg, hvor virksomheden er oprettet. De danske myndigheder har derfor intet at skulle have sagt.

Se også: Datingside forstår ikke beskyldningerne

Om Hosdigellermig.dk

Datingportalen Hosdigellermig.dk blev oprettet i oktober 2010 af virksomheden Jadorra S.à r.l. med adresse i Luxembourg og administrerende direktør Jason Rea.

Samme virksomhed står bag datingportalerne Flirtfair.dk og Datebeach.dk, som er fuldstændigt identiske af udseende. Flirtfair.dk blev oprettet i 2009, Datebeach.dk i oktober 2010.

Premium medlemskab til 199 kr. om måneden eller 99 kr. om måneden – men så binder man sig for fem måneder. Opsigelse af medlemskab skal ske, 10 dage før medlemsperioden udløber – ellers bliver man trukket for endnu en periode.

1 kommentar
Vis kommentarer