Mekaniker: Vi laver ikke flere undervognsbehandlinger

Auto Bedst og Mydeal vil ikke diskutere deres uoverensstemmelser med ekstrabladet.dk, men nu får Peter Silfvanders sine penge tilbage

Mydeals tilbud om en undervognsbehandling 60 procent billigere end normalt viste sig at være en rigtig dårlig forretning for Peter Silfvanders. Automekanikeren nægtede nemlig at ordne hans bil. (Screendump Facebook)
Mydeals tilbud om en undervognsbehandling 60 procent billigere end normalt viste sig at være en rigtig dårlig forretning for Peter Silfvanders. Automekanikeren nægtede nemlig at ordne hans bil. (Screendump Facebook)

Auto Bedst i Hvidovre, som skulle have stået for undervognsbehandlingen af Peter Silfvanders bil, oplyser til ekstrabladet.dk, at man fortsat ikke vil ordne bilen.

Værkstedsejer Metan Andersen afviser at udtale sig om de eventuelle uoverensstemmelser med Mydeal:

- Jeg kan ikke huske, jeg har sagt sådan til nogen. Jeg har aldrig sagt til nogen, at vi ikke har fået penge fra Mydeal. Men vi er stoppet med at lave undervognsbehandling, fordi vi har nogle problemer på vores værksted med miljø.

- Det stiller ikke kunden i en ret god situation, synes du vel?

- Jeg ved det godt, og det er ikke kun ham - der er flere, men vi kan ikke lave flere. Vi har lavet omkring 250 biler, men vi kan ikke lave flere. De skal kontakte Mydeal og få pengene tilbage, eller det ved jeg ikke.

- Har Mydeal betalt dig?

- Det er ikke noget, vi kan diskutere med dig. Det er mellem mig og Mydeal.

- Det lyder ikke som om, du har fået dine penge...

- Det kan vi ikke diskutere med dig.

Det var ikke mig
- Forbrugeren siger, at han har fået at vide, at I ikke ville lave hans bil, fordi Mydeal ikke havde betalt dig...?

- Det var den første gang, men det blev gjort bagefter. I hvert fald laver vi ikke flere undervognsbehandlinger.

- Hvorfor har I så sagt til forbrugeren, at Mydeal ikke har betalt?

- Jeg ved det ikke. Det var ikke mig, siger Metan Andersen, som ikke vil nærmere ind på problemerne med Mydeal.

Flere har fået penge tilbage
Mydeal vil heller ikke kaste lys over samarbejdet med Auto Bedst:

- Det ønsker vi ikke at kommentere, siger Simon Karsø, kommunikationschef hos Mydeal, som hører under og DBA (Den Blå Avis) og eBay.

Til gengæld lover han Peter Silfvanders sine 999 kroner retur:

- Han får selvfølgelig sine penge tilbage. Han skal bare kontakte kundeservice hos Mydeal, og så får han sine penge tilbage inden tre bankdage.

- Det lød på automekanikeren, som om Auto Bedst havde afvist flere kunder fra jer?

- Vi har tilbagebetalt andre, som ikke har kunnet få vognen undervognsbehandlet, siger Simon Karsø, der opfordrer andre med lignende problemer til at henvende sig til tilbudsportalen.

Simon Karsø vil ikke ind på, hvordan samarbejdet med Auto Bedst har været, eller hvordan kunderne trygt skal kunne benytte sig af portalen ved lignende tilbud.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere