Engelsk rigmand i skandaleramt register

Raj Kundra var for nogle år siden aktiv i Danmark inden for biodiesel inden han meldte sig på banen som handler af CO2-kvoter

Inderen Ray Kundra har været særdeles aktiv i det skandaleramte danske kvoteregister med gflere koonti. Også i andre landes kvoteregistre har han været registreret. Her ses han sammen med sin gudesmukke hustru Shilpa Shetty, der er skuespiller og bl.a. medejer af et førende indisk crickethold. (Foto: Aijaz Rah)
Inderen Ray Kundra har været særdeles aktiv i det skandaleramte danske kvoteregister med gflere koonti. Også i andre landes kvoteregistre har han været registreret. Her ses han sammen med sin gudesmukke hustru Shilpa Shetty, der er skuespiller og bl.a. medejer af et førende indisk crickethold. (Foto: Aijaz Rah)

En af Englands rigeste mænd, den indisk fødte Ripu Sudan Kundra, kaldet Raj Kundra, spiller en vigtig rolle i handelen med CO2-kvoter via det skandaleramte danske kvoteregister.

Raj Kundra er nummer 199 på listen over Englands rigeste.

En centralt placeret kilde i udlandet siger til Ekstra Bladet, at Raj Kundra "har været med fra starten af".

Raj Kundra har på intet tidspunkt over for Ekstra Bladet ønsket at kommentere, hvorfor han for nogle år siden lod sig registrere i verdens dengang største kvoteregister, nemlig det danske. Han har aldrig besvaret vore henvendelser.

En gennemgang af de europæiske landes kvoteregistre viser, at Raj Kundra har været indblandet i flere forskellige konti i flere forskellige lande.

Ekstra Bladets undersøgelser afslører tillige, at Raj Kundra har arbejdet tæt sammen med en anden engelsk rigmand i det danske kvoteregister, nemlig direktør Pardeep Bakshi, der bor i en kæmpevilla lidt uden for London.

Pardeep Bakshi

I Danmark oprettede Raj Kundra og hans partner Pardeep Bakshi flere forskellige konti.

En konto blev oprettet med firmanavnet Statement Ltd, med adresse i Hounslow nær London.

En anden konto blev oprettet med firmanavnet Essential General Trading med adresse i Dubai.

Firmaet Python Trade optræder både i det danske og det franske register. Firmaet har angiveligt adresse nær London. I det danske register angiver firmaet Pardeep Bakshi som kontaktperson.

I det franske register optræder firmaet i Raj Kundras forældres navn.

For en del år siden forsøgte Raj Kundra med danske samarbejdspartnere at etablere et firma, der angiveligt skulle producere biodiesel på Lolland. Det danske firma er gået konkurs.

Dawood Ibrahim

Raj Kundra optræder ofte i ugebladene, både i England, i Indien hvor han stammer fra og i Dubai, hvor han ofte opholder sig.

Netop via Dubai skulle han have haft kontakt til en af Indiens største gangstere, den flygtede Dawood Ibrahim, der udover at være forretningsmand også har en bibeskæftigelse som terrorleder.

Dawood Ibrahim er sigtet for at have været med til at planlægge terrorangrebet i 1993 i Mumbai, hvor 257 mennesker døde og over 700 andre kom til skade.

Raj Kundra er gift med den indiske Bollywood-stjerne Shilpa Shetty, der blev omtalt over hele verden for et par år siden, da hun blev udsat for racisme i reality-showet Big Brother, hvor hun medvirkede.

Episoden udløste nærmest diplomatisk krise mellem England og Indien.

Ved du noget om Raj Kundras virke i Danmark, så kontakt journalist John Mynderup på mynde@eb.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer