Kendis-konkursen koster kassen

Medlemmer af Dansk Ejendomsmæglerforening må skyde fem millioner kroner i Garantifonden, så den kan dække eventuelle tab efter ejendomsmægler Mette Lykkens økonomiske sammenbrud

Mette Lykkens ejendomsmæglerfirma i Nordsjælland gik konkurs i december 2011, men kort efter blev virksomheden overtaget af hendes datter og nye investorer. Konkursen kommer muligvis til at koste de øvrige medlemmer i Dansk Ejendomsmæglerforening ca. 5 mio. kr. Det nye Lykken-selskab er ikke medlem af Dansk Ejendomsmæglerforening. (Foto Jens Dresling)
Mette Lykkens ejendomsmæglerfirma i Nordsjælland gik konkurs i december 2011, men kort efter blev virksomheden overtaget af hendes datter og nye investorer. Konkursen kommer muligvis til at koste de øvrige medlemmer i Dansk Ejendomsmæglerforening ca. 5 mio. kr. Det nye Lykken-selskab er ikke medlem af Dansk Ejendomsmæglerforening. (Foto Jens Dresling)

Kendis-mægleren Mette Lykkens økonomiske sammenbrud og konkurs kommer nu til at ramme alle andre medlemmer af Dansk Ejendomsmæglerforening.

Det er bestyrelsen for Dansk Ejendomsmæglerforening, der har sendt et forklarende brev ud til medlemmerne og dertil et indbetalingskort til Garantifonden.

- Vi har gennem de seneste år desværre måtte foretage et betydeligt antal udbetalinger fra Garantifonden i kølvandet på den krise der er globalt, nationalt og i særdeleshed i vores eget eget marked.

Sådan indledes brevet fra bestyrelsen til medlemmerne.

Formanden for ejendomsmæglernes forening, Steen Winter-Petersen bekræfter over for ekstrabladet.dk, at man i branchen i årene 2008 og 2009 oplevede ganske store sammenbrud, og det seneste kollaps i december 2011, nemlig Mette Lykkens konkurs, betyder, at man har måtte bede medlemmerne om at indbetale i alt fem millioner kroner så Garantifondens egenkapital igen får en størrelse på 25-26 mio. kr.

- Vi hæfter jo over for forbrugerne over for ethvert berettiget krav. Vi har en bedre dækning over for forbrugertab end nogen anden branche i landet.

- Mette Lykkens konkurs kommer altså til at fylde meget?

- Vi har ikke overblik over sagen endnu, men den er ved at blive bearbejdet og undersøgt. Er der skyldige beløb skal de betales til forbrugerne, siger Steen Winther-Petersen.

I brevet til medlemmerne af Dansk Ejendomsmæglerforening bemærker bestyrelsen tørt:

- Udbetalinger fra Garantifonden sker oftest som følge af overtrædelse af deponerings-reglerne, og det skal i den forbindelse understreges, at bestyrelsen ser særdeles alvorligt på overtrædelser af deponerings-reglerne, hvorfor det generelt gøres meget for at begrænse udbetalinger fra Garantifonden. Som eksempel kan nævnes. at der løbende gennemføres stikprøvekontrol hos medlemmer vedrørende overholdelse af deponerings-reglerne.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mette Lykken, hvis virksomhed køres videre af nye investorer og datteren Caroline Lykken. Den nye virksomhed er ikke medlem af Dansk Ejendomsmæglerforening.

0 kommentarer
Vis kommentarer