Danske Bank på sporet af stjålne NemID-penge

Danske Bank håber at få i hvert fald halvdelen af de stjålne penge fra NemID-hackingen tilbage

Pengene er lette at spore rundt i bankernes systemer, men når de først ligger i den kriminelles lomme, er de tabt. (Foto: Colourbox)
Pengene er lette at spore rundt i bankernes systemer, men når de først ligger i den kriminelles lomme, er de tabt. (Foto: Colourbox)

Danske Bank er på sporet af de 700.000 kroner, som blev stjålet fra 8 bankkunder via deres NemID i slutningen af sidste uge.

- Vi kan sagtens se, hvor pengene er havnet og vi har taget fat i de pågældende banker og bedt dem om at spærre de konti, hvor pengene er havnet. Alle 8 tilfælde er pengene overført til udenlandske konti, siger Peter Schleidt, som er direktør for IT i Danske Bank til Ekstra Bladet.

Kan få pengene igen
Baseret på erfaringen er der dog grund til at håbe på, at i hvert fald nogle af pengene bliver ført tilbage til Danske Bank, der har dækket tabet for de hackede kunder..

- Historisk set plejer vi at få en pænt stor procentdel af pengene tilbage igen, vel omkring halvtreds procent. I og med, at man overfører pengene til andre bankkonti, så efterlader man sig et spor, som vi kan følge, og af den vej vå nogen af pengene tilbage, siger Peter Schleidt.

LÆS:

Se også: Sådan sikrer du dig mod NemID-hacking

Svært at finde bagmændene
Mens banken leder efter pengene, så er det politiets opgave at opspore bagmændene bag forbrydelsen,og her bliver opgaven straks sværere.

- Det nemmeste spor at følge er pengene og historisk er det den måde, det lykkes os at få nogle af pengene tilbage på. Men det indebærer ikke nødvendigvis at den bagmanden bliver fundet eller at den kriminelle i det land, hvor vedkommende bor, bliver dømt, siger Peter Schleidt.

Hvis pengene først rent fysisk er hævet fra en bank langt fra Danmark, så er chancen for at få dem tilbage meget lille - selv hvis man finder frem til den, som har hævet pengene.

Det er sjældent bagmanden selv, som står for det, men en mellemmand, som bliver betalt for, snydt eller tvunget til at hæve pengene og levere dem videre til den kriminelle.

Sikkerhed strammet op
Hos både Danske Bank og hos firmaet Nets, som står for at drive NemID, er der strammet op på sikkerheden siden torsdagens 'indbrud', et såkaldt 'man-in-the-middle'-angreb.

- Næste skridt er nu at få gennemanalyseret forløbet. Vores teknikere skal kigge på de berørte computere, se hvilke programmer, der blev brugt, og hvilke modforanstaltninger vi kan træffe. Næsten alle sikkerhedstiltag vil involvere noget, der brugermæssigt er mere krævende. Det er en balance vi skal forsøge at finde, siger Søren Winge fra Nets til ekstrabladet.dk.

0 kommentarer
Vis kommentarer