Kontanthjælpsmodtagere er gældsplagede

Kontanthjælpsmodtagere skylder i gennemsnit knap 60.000 væk - og de har ikke mange chancer for at komme ud af gælden

Danske kontanthjælpsmodtagere skylder i gennemsnit næsten 60.000 kroner. Det er langt fra gennemsnitsdanskeren, der har penge. (Foto: Colourbox)
Danske kontanthjælpsmodtagere skylder i gennemsnit næsten 60.000 kroner. Det er langt fra gennemsnitsdanskeren, der har penge. (Foto: Colourbox)

I gennemsnit har de danske kontanthjælpsmodtagere en gæld på 59.100. Det viser en undersøgelse, Arbejderbevægelsens Erhversråd har lavet for Beboerbladet, der udgives af BL - Danmarks Almene Boliger, og som udkommer fredag.

Tallet står i klar kontrast til den gennemsnitlige dansker, der har en formue på 399.100 kroner.

- Konklusionen er klar. Mange kontanthjælpsmodtagere har en så stor gæld, at de må være i økonomiske vanskeligheder, siger Jonas Schyts Juul, chefanalytiker ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Se også: Det er ikke sjovt at være skyldner!

Gældsproblemet er for mange kontanthjælpsmodtagere både stort og selvforstærkende.

- For mange kontanhjælpsmodtagere er gæld slet og ret uundgåelig. For eksempelvis voksne uden forsørgerpligt er satserne så lave, at de ikke kan leve af det, hvis de bor i en almindelig beskeden bolig. De er nødt til at stifte gæld, siger Eigil Jørgensen, der er privatøkonom i det boligsociale projekt '3i1' i Esbjerg. Han mener, problemet er en skrue uden ende:

Se også: 10 advarselslamper: Har du for meget gæld?

- Når man er på kontanthjælp, ejer man ingenting og har ikke en indtægt, der kan tilfredsstille bankernes krav om garanti for et almindeligt banklån. Derfor er man nødt til at tage de meget dyre forbrugslån, der ofte koster over 25 procent i rente om året. Det kan gøre selv en beskeden gæld uoverkommelig at betale tilbage, især hvis man kun har en beskeden indtægt, siger Eigil Jørgensen.

0 kommentarer
Vis kommentarer