Vi svinger dankortet lidt mere

Vi bruger dankort flere gange, og samlet bruger vi også flere penge. Men størrelsen på transaktionerne falder

Der falder flere småbeløb af til shopping end sidste år. (Foto: Colourbox)
Der falder flere småbeløb af til shopping end sidste år. (Foto: Colourbox)

Der er kommet gang i brugen af dankort. I januar brugte vi kortet 4,2 millioner eller 6,2 procent flere gange end januar sidste år.

Samtidig brugte vi en halv milliard kroner flere i januar i forhold til måneden året før, viser tal fra Nets. Alt i alt løb regningen på dankortforbruget op på 22,7 milliarder kroner.

LÆS OGSÅ:

Se også: Danskerne elsker deres dankort

Og privatøkonom Las Olsen, Danske Bank, mener ikke, at forbrugskrisen er ovre:

- Reelt befinder forbruget sig formentlig stadig under niveauet for et år siden. Men med den markante pessimisme er det svært at forestille sig, at forbruget for alvor kommer til at stige i en tid, hvor realindkomsten for de fleste er faldende, siger han i en kommentar.

Las Olsen er dog spændt på at se, hvordan forbrugerne reagerer på udbetalingen af efterlønspenge, der begynder i april.

- Man bliver jo ikke rigere af at få sine egne penge udbetalt, men man får flere penge på lommen, siger han og fortsætter:

- Hvis den store pessimisme står til troende, må vi regne med, at pengene først og fremmest går til ny opsparing. Men hvis forbruget er på vej ind i en ny fase, kan et opsving få ekstra brændstof fra efterlønspengene, lyder det fra Las Olsen.

Vi bruger 12 kroner mindre pr. gang
Men selv om vi brugte flere penge, faldt det gennemsnitlige køb på dankort. I januar 2011 blev der i gennemsnit købt for 325 kroner, hver gang vi betalte med kortet - i januar i år er gennemsnitskøbet faldet til 313 kroner.

Faldet i gennemsnitskøb er udtryk for, at danskerne i dag bruger deres dankort til alle typer af varekøb og i stigende grad også til småvarekøb.

0 kommentarer
Vis kommentarer