Hel familie syg efter loppegift i hjemmet

Skadedyrs-firmaet Mortalin dropper regning på 2.875 kr. efter at et forældrepar og deres to små børn løb ind i en gang kløen, prikken og brændende hud

Michael Lind Hansen fra Bornholm har sendt os dette billede umiddebart efter at han og resten af familien slog ud som i en allergisk reaktion. Han forsøgte at lægge lidt kartoffelmel på huden for at mindske smerterne. - Vi er selvfølgelige glade for, at vi ikke skal betale for behandlingen, men vi står frem for at fortælle andre kunder, at der kan være problemer med produktet, siger Michael Lind Hansen. (Foto: Privat)
Michael Lind Hansen fra Bornholm har sendt os dette billede umiddebart efter at han og resten af familien slog ud som i en allergisk reaktion. Han forsøgte at lægge lidt kartoffelmel på huden for at mindske smerterne. - Vi er selvfølgelige glade for, at vi ikke skal betale for behandlingen, men vi står frem for at fortælle andre kunder, at der kan være problemer med produktet, siger Michael Lind Hansen. (Foto: Privat)

Bornholmer-familien Anne Vest Jensen og Michael Lind Hansen og deres to små børn på to og tre år blev rigtig dårlige med voldsomt udslæt i ansigtet og allergiske reaktioner kort efter, at deres hjem var behandlet mod lopper.

- Det var firmaet Mortalin, der kom og ordnede vores hjem efter at der var konstateret lopper i huset. Vi fik at vide, at produktet også kan bruges, hvis man er allergiker eller gravid, og det var ganske uskadeligt for mennesker, siger Michael Lind Hansen.

- Ifølge Motalin kan man opholde sig i det behandlede rum fire-fem timer efter behandlingen. Firmaet har sagt, at det ikke er nødvendigt at oplyse noget om en eventuel allergisk reaktion, da det endnu ikke er forekommet.

- Men efterfølgende læste vi om produktet i Sikkerhedsdatabladet. Vi kunne her se, at produktet kan have nogle uheldige bivirkninger som kløen, prikken, brænden eller følelsesløshed. Og vi har alle oplevet vedvarende kløen, prikken og brænden i huden, siger familiefaderen til ekstrabladet.dk.

Se også: Hund ætset af loppemiddel

Ventede fire-fem timer
- Vi fulgte firmaets råd om at vente fire-fem timer med at gå ind i huset. Vi må som forbrugere gå ud fra, at firmaet er eksperter på dette loppe-område og regner selvfølgelig med, at hvis der er noget vigtigt, man bør vide, så fortæller firmaet det selvfølgelig.

Han understreger, at familien naturligvis ikke havde brugt det middel, hvis de - som børnefamilie - havde fået at vide, at der ved behandlingen var risiko for allergi.

- Vi søgte vagtlæge med det samme og fik at vide, at det nok var en allergisk reaktion af produktet. Vi har fået recept på allergipiller og creme både til os voksne og vores børn, da det vil kunne dulme noget af smerten, siger han.

Læs også: Loppemiddel dræbte vores hunde

Firmaet gav en gratis omgang
Efter flere telefonsamtaler og en skriftig klage svarede Mortalin-firmaet på følgende måde:

'Efter telefonsamtale i dag kan jeg bekræfte, at vi har valgt at trække jeres regning for loppebehandlingen 19. januar 2012 tilbage (kr. 2.875,00 incl. moms). Det gør vi, fordi I har tilkendegivet, at I ikke er tilfreds med den behandling, vi har udført hos jer. Vi betragter herefter sagen som fuld og endeligt afgjort.

Venlig hilsen Finn Gøtzsche, afdelingsleder, Mortalin.'

- Vi er selvfølgelige glade for resultatet, men vi står frem for at fortælle andre kunder, at der kan være problemer med produktet, siger Michael Lind Hansen.

Motalin ejes igennem flere selskaber af udlandsdanskeren Ib Rasmussen, Monaco.

Fra producenten af Demand 10 CS, Syngenta Crop Protection A/S i København, oplyses det, at man vil tage en samtale med Mortalin for at høre, hvad der er sket i den pågældende sag, og om produktet kan tænkes at være anvendt forkert.

0 kommentarer
Vis kommentarer