Det er ikke sjovt at være skyldner!

ekstrabladet.dk's økonomi-ekspert Lone Eriksen gør op med de forestillinger, nogle mennesker gør sig om mennesker med anstrengt økonomi. - De ulykkelige mennesker har gjort, hvad de kunne, mener hun

Med udgangspunkt i sidste uges artikel om gæld vil jeg gerne knytte et par bemærkninger til de kommentarer, der var på siden. For der er åbenbart nogen, der har nogle temmelig forkerte forestillinger om folk, der ikke har styr på deres økonomi, kan jeg konstatere.

Ingen kommer i RKI eller på tvangsauktion, fordi de synes, det er morsomt! At tro, at du bare lige får en gældssanering, fordi du ikke har lyst til at betale af på dine lån, er meget, meget langt væk fra sandheden.

Se også: 10 advarselslamper: Har du for meget gæld?

At komme igennem en gældssanering involverer domstolen, og der er ingen hensyntagen til folks følelser. Dommeren varetager kreditorernes interesser, og derfor skal han have så mange penge som overhovedet muligt ud af skyldneren, hvilket betyder, at der bliver lagt et stramt budget. Jeg har sågar været udsat for, at skyldneren fik besked på, at hans husleje var for dyr, og at han og familien fik to år til at finde en billigere bolig. I sidste ende er det kreditorerne, der beslutter, om de vil acceptere gældssaneringen, og vil de ikke det, bliver den ikke til noget, og skyldneren står tilbage med sin oprindelige gæld.

Se også: Er du ramt af økonomisk stress?

Det er min overbevisning, at alle gør det bedste, de kan. Ingen står op om morgenen og siger: Hvordan kommer jeg nu på tvangsauktion, eller hvor skal jeg henvende mig for at komme i RKI?

Banken giver ikke ved dørene
Nogle af de mennesker, hvis ejendom kommer på tvangsauktion, eller som kommer til at stå i RKI, er ikke altid skyld i problemet selv. Det kan være på grund af en livskrise, at de har sluppet taget i økonomien, f.eks. skilsmisse, dødsfald, fyringer, sygdom. Altså udefra kommende omstændigheder, der får katastrofal indflydelse på deres liv, og hvor de står handlingslammede og uden mulighed for at ændre tingene

De kloge vil så sige: Jamen, så må de lade være med at købe hus, bil, rejse på ferie etc. Ja, men det kan de ikke bruge til noget som helst, når løbet er kørt.

Jeg er også nødt til at påpege, at de mennesker, der kommer i den situation, ikke er alene om ansvaret. Det er de færreste kunder, der selv har taget 500.000 kroner i lån i banken. Meget kan vi sige om bankerne, men de har på det tidspunkt, hvor lånet er blevet udbetalt, troet på kunden og kundens projekt og på, at pengene ville blive betalt tilbage.

Se også: Foreslår kreditforeningen nyt lån for din skyld?

Ingen bankfolk, der bevilger et lån, tænker: Nu giver jeg ham et lån på 500.000 kr., så går han sikkert konkurs. Vi overtager hans hus på tvangsauktion, og hold da op, hvor vi tjener rigtig mange penge på det.

Intet benzinkort, ingen mobil
Det er ulykkelige mennesker, der har været igennem en konkurs og/eller en tvangsauktion, og som står i RKI. Det er de, fordi de er flove og skamfulde over, at det er gået så galt, og ikke mindst fordi de er begrænsede i deres liv mange år frem. Er du registreret i RKI, kan du ikke få et benzinkort eller købe en mobiltelefon.

Se også: Er dit kreditforeningslån en bombe?

Generelt er dårlig økonomi en forfærdelig situation at være i. Fordømmelsen fra dem, der tilsyneladende kan klare deres økonomi, er massiv over for dem, der ikke kan. En dårlig økonomisk situation er ofte forbundet med skyld, skam, selvbebrejdelser og social isolering. Prøv engang at forestille dig, hvad disse mennesker er nødt til at sige til deres børn, til deres venner, deres kollegaer - vel vidende, at mange vil være fordømmende over deres situation. Det er ikke nemt at sige til familie, venner og kollegaer: Jeg har ikke styr på min økonomi, og jeg har ingen penge.

Omgivelserne accepterer nemmere bemærkninger som: Mit forhold fungerer ikke, jeg får for lidt sex, min chef er et fjols osv.

Problemet er set fra mit synspunkt, at selvom vi alle gør det bedste, vi kan, er det ikke altid det bedste. Som jeg har skrevet før på denne plads, så lærer du ikke om privatøkonomi noget sted i uddannelsessystemet, så enten skal du lære det fra dine forældre, eller også skal du lære det på den hårde måde, og det er ved at drage dine erfaringer selv.

Se også: Er din økonomi helt i skoven?

Snyderne er de få
Uanset begrænsningerne ønsker de fleste i den håbløse økonomiske situation at lægge tingene bag sig, begynde at betale af på gælden og komme videre i deres liv - ikke kun for deres egen skyld, men også for deres families. Jo flere gange de oplever fordømmelserne, jo mere føler de sig begrænset og begynder at isolere sig.

I stedet for vil jeg opfordre til, at man tænker: De gjorde, hvad de kunne!

Der vil altid være nogle personer, som er ude på at udnytte andre og misbruge systemet, men lad være med at lade deres opførsel være grundlaget for at dømme alle andre.

Læs her og få fem gode tip til at få styr på dit budget

0 kommentarer
Vis kommentarer