OECD: Ingen fare for ny økonomisk nedtur

Men verdensøkonomien er mere stillestående end forventet. Boligmarked i USA og gældskrise i Europa får skylden

Der er ingen risiko for ny finanskrise, selv om økonomien knager, mener OECD. (Foto: Colourbox)
Der er ingen risiko for ny finanskrise, selv om økonomien knager, mener OECD. (Foto: Colourbox)

Frygten for et nyt tilbagefald i den globale økonomi bliver mandag nedtonet af den økonomiske samarbejdsorganisation OECD, selv om den globale økonomi ikke arter sig helt så godt som tidligere forventet.

Det fastslår OECD's generalsekretær Angel Gurria. Han ser ikke risiko for et såkaldt "double-dip", der indebærer, at økonomier verden over igen begynder at trække sig sammen, som det skete under finanskrisen.

- Nej, det er ikke tilfældet, svarer Gurria på et spørgsmål om, hvorvidt den spæde økonomiske fremgang i mange lande er ved at gå i stå og forvandle sig til tilbagegang.

Gæld og boligkrise
At den globale økonomi halter noget efter det forventede, forklarer Gurria med den ringe aktivitet på det amerikanske boligmarked samt den gældskrise lande som Grækenland, Irland, Spanien og Portugal aktuelt befinder sig i.

Også urolighederne i Nordafrika og Mellemøsten bremser væksten, og det samme kan siges om naturkatastrofen i Japan i marts samt den fortsatte uvished om det amerikanske statsbudget, ifølge Gurria.

- Der er fremgang. Vi ser flere positive økonomiske nøgletal, men de er ikke helt så stærke, som vi forventede, siger Gurria.

Jordskælv koster
Nye tal, offentliggjort mandag, viser en fortsat forværring af den japanske eksport som følge af jordskælvet og tsunamien den 11. marts.

I maj havde Japan et underskud på sin handelsbalance på 853,7 milliarder yen (56 milliarder kroner). Det er det næsthøjeste månedlige underskud siden 1979. Eksporten dykkede i maj med over 10 procent sammenlignet med maj 2010.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere