Rigsrevision gransker fusk med CO2-kvoter

38 mia. stjålet: Rigsrevisionen vil undersøge, hvordan Connie Hedegaard slap svindlere fra hele verden løs i det danske CO2-kvoteregister

Stolen brænder under Conni Hedegaard (K). EU-kommissæren havde ansvaret for det skandaleramte danske CO2-kvoteregister, mens der blev begået svindel for 38 milliarder kroner. Nu går Rigsrevisionen i gang med at afdække sagen. (Foto: Jens Dresling)
Stolen brænder under Conni Hedegaard (K). EU-kommissæren havde ansvaret for det skandaleramte danske CO2-kvoteregister, mens der blev begået svindel for 38 milliarder kroner. Nu går Rigsrevisionen i gang med at afdække sagen. (Foto: Jens Dresling)

Hun har et kæmpe problem, klimakommissær Connie Hedegaard (K). Der er stjålet 38 milliarder kroner. Tyveriet er sket via det skandaleramte, danske kvoteregister.

Tyveriet skete på Connie Hedegaards vagt, mens hun var klima-og energiminister - og dermed havde ansvar for registret.

Undersøger registret
Nu indleder Rigsrevisionen en omfattende undersøgelse af, hvordan det kunne ske, at svindlere fra hele verden i mere end to år fik fuldstændigt frie hænder til at operere via det danske register.

- Ja. Det er rigtigt. Vi har besluttet, at der skal laves en undersøgelse af handlen med CO2-kvoter, siger formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen ( SF).

- Vi har besluttet at få foretaget en undersøgelse af registret, hvordan man har forvaltet det og de eventuelle uheldige konsekvenser, det har haft.

Statsrevisorerne besluttede på et møde i går at bede Rigsrevisionen undersøge administrationen af det danske kvoteregister.

- Det er ufatteligt, at Connie Hedegaard ikke for længe siden selv har krævet en undersøgelse af denne sag, siger medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt ( DF).

DF: Fejl fejes væk
- Det ville have klædt både hende og hele klimasagen, hvis hun selv havde taget initiativet. Men det er, som om at når talen falder på klima, at selv graverende fejl, som koster skatteyderne milliarder af kroner, bare fejes ind under gulvtæppet.

Formanden for Folketingets miljøudvalg, Ida Auken ( SF), glæder sig over beslutningen om en undersøgelse: - Det er en fantastisk nyhed.

Vi har fra SF's side længe ønsket en uvildig undersøgelse af kvoteskandalen i Klima-og Energiministeriet, og det her er en rigtig god begyndelse, siger Ida Auken.

Paradis for svindlere
Ekstra Bladet har gennem snart et år i en lang række artikler dokumenteret, hvordan svindlere strømmede til det danske register for at begå momssvindel for milliarder af kroner ved handel med CO2-kvoter.

Registret var i to år en lækkerbisken for svindlerne, fordi man i 2007 holdt op med at kræve nogen som helst form for dokumentation fra kvotehandlerne.

Det førte til et omfattende antal falske registreringer i registret. Det vrimlede med falske adresser, falske navne, tomme og lukkede firmaer, kiosker og skuffeselskaber.

En kvote var indregistreret på den ikke-eksisterende adresse Engebolden 26 i Hvidovre. En anden havde adresse på en parkeringsplads i London. En tredje kvote tilhørte en død, pakistansk nationaldigter.

Fra EU's side var der krav om, at handlere skulle identificere sig med pas eller lignende, men det ignorerede kvoteregistret fra 2007 til 2009.

Verdens største På det tidspunkt var det danske register verdens største af sin art med 1256 registrerede kvotehandlere.

Efter Ekstra Bladets afsløringer har Energistyrelsen ryddet op i registret og udelukket over 1100 af kvotehandlerne.

Europol vurderer, at der på det tidspunkt var stjålet 38 mia. kroner.

Undersøgelsen forventes at være færdig til maj næste år.

Klimakommissær Connie Hedegaard ønsker ikke at kommentere sagen over for Ekstra Bladet.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere