Forbrugere uddeler smæk til tv-udbydere

De danske forbrugere er generelt godt tilfredse med de varer og serviceydelser, de køber. Men forbrugerne kan ikke finde rundt i tv- og mobiljunglen

Forbrugerne kan ikke finde rundt i tv- og mobiljunglen
Forbrugerne kan ikke finde rundt i tv- og mobiljunglen

Når danskerne skal give forbrugsmarkederne karakterer, er det kulturen, der scorer højest. Bøger, biografer, teatre, koncerter og pakkerejser får således de bedste karakter i den årlige Forbrugerredegørelse.

På det såkaldte ForbrugerForholdsIndeks (FFI), som måles af Forbrugerstyrelsen, har man bedt 11.000 danskere vurdere 49 forbrugsmarkeder på tre punkter: Tillid, gennemsigtighed og klageforhold.

I bunden af indekset ligger de såkaldte forsyningsvirksomheder. Her giver forbrugerne de allerdårligste karakterer til tv-udbyderne, som hvad angår upopularitet forøges stærkt af junglen med mobilabonnementer.

Vi er generelt tilfredse
Overordnet set er de danske forbrugere dog godt tilfredse. På en skala fra 0 til 10 vurderer forbrugerne deres tilfredshed til over middel (6,89). Økonomi- og erhvervsministeren mener dog, at der stadig er plads til forbedring.

- Forbrugerne er med til at udfordre de erhvervsdrivende ved at jagte den rigtige vare til den rigtige pris, stille spørgsmålstegn ved service og kvalitet, og i sidste ende være parate til at skifte til en konkurrent, siger Brian Mikkelsen (K).

Også inden for salg af finansielle tjenesteydelser har forbrugerne uddelt smæk. Tre ud af fem markeder inden for denne sektor ligger således i den nederste del af indekset. Det drejer sig om pengeinstitutter, forsikringer og pensionsselskaber.

Brugte biler i bund
I bunden finder man også en gamle kending, nemlig brugtvognsmarkedet, hvor tilliden er i bund.

Ministeren mener, at det er forbrugerne, der sidder med nøglen til at forbedre forholdene på de markeder, der ligger i bund.

- Det er med til at anspore de erhvervsdrivende til at gøre det endnu bedre. Derfor spiller forbrugerne også en vigtig rolle, når det kommer til at forbedre forbrugerforholdene, siger Brian Mikkelsen (K).

0 kommentarer
Vis kommentarer