Krisen får os til at vente med børnene

Sidste år blev der født det laveste antal børn i 20 år. Finanskrisen får unge par til at udsætte familieforøgelsen, vurderer eksperter

Mange unge venter tilsyneladende med at få børn på grund af finanskrisen. (Foto: Colourbox)
Mange unge venter tilsyneladende med at få børn på grund af finanskrisen. (Foto: Colourbox)

'Lad os vente til krisen er drevet over, skat'. De ord lader til at have lydt i mange af de danske hjem, siden finanskrisen brød ud forrige år.

I hvert fald skal man helt tilbage til 1989 for at finde et år, hvor der blev født så få børn som sidste år. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik. I 2009 kom 62.818 danske børn til verden, og det er et fald på 3,4 procent i forhold til året før og det laveste antal i 20 år - selv om der i dag er flere kvinder i den fødedygtige alder.

Ifølge seniorforsker Mogens Christoffersen fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd - viser tallene kun begyndelsen. Og han vurderer, at det er finanskrisen, som spiller ind.

- Den økonomiske usikkerhed rammer især unge, fordi de har sværere ved at komme ind på arbejdsmarkedet og også bliver afskediget først. Derfor er det naturligt nok, at de tøver med at få et barn, indtil de har færdiggjort deres uddannelse og fået et fast job med løn under barselsorloven, siger seniorforskeren til 24timer.

Han trækker paralleller til krisen i 1930'erne, hvor fødselstallet faldt så drastisk, at man troede, at befolkningen var i fare for at uddø på sigt. Så slemt står det ikke til nu, men fortsætter familierne med at udsætte eller aflyse planerne om at blive flere, kan det få konsekvenser.

Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen i Nordea er heller ikke overrasket over, at der ikke er kommet flere børn ud af finanskrisens fokus på gratis glæder og hjemlig hygge.

- Børn er fast arbejde og udgifter i mange år. Når man sætter dem i verden, er det i tillid til at kunne forsørge dem, og derfor tænker mange sig selvfølgelig om en ekstra gang lige nu. Med et barn bliver lejligheden måske lidt trang, og det kan blive nødvendigt at anskaffe sig en bil, så det er bestemt ikke gratis at få børn, siger Ann Lehmann Erichsen.

Overraskende stort fald
Hun mener, at det fastfrosne boligmarked er med til at forstærke situationen.

- Børn kræver plads til skrig og skrål, men lige nu sidder mange i kø og venter på at kunne skifte bolig. Det er måske endda en væsentligere forklaring end finanskrisen.

Næstformand i foreningen Forældre og Fødsel Sanne Marie Hansen havde forudset, at fødselstallet ville falde i 2009, men hun er overrasket over, at faldet er så markant.

- Det er nok den økonomiske krise og usikkerheden på arbejdsmarkedet, der slår endnu mere igennem, end jeg havde forventet. Mange har ikke råd til at få børn i øjeblikket. De venter på bedre tider, mener Sanne Marie Hansen.

Det tabte kan indhentes
I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd håber chefanalytiker Frederik I. Pedersen, at det 'tabte' kan indhentes. Et enkelt år eller to med lave fødselstal kommer ikke til at betyde noget for den samfundsøkonomiske udvikling i Danmark, vurderer han.

- Så skal det være en tendens, vi ser over mange flere år. Vi står i forvejen over for et kolossalt misforhold mellem generationerne, der betyder, at der fremover relativt set bliver ganske få på arbejdsmarkedet til at forsørge rigtig mange ældre. Det lave fødselstal i 2009 trækker selvfølgelig i den forkerte retning, men medmindre det fortsætter mange år ind i fremtiden, vil det ikke få nogen væsentlig betydning.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen