Hver tredje får ikke lønforhøjelse

Finanskrisen kan mærkes i danskernes lønpose: Hver tredje privatansatte kan skyde en hvid pind efter lønforhøjelse i år

Hver tredje privatansatte får ikke nogen lønforhøjelse i år. (Foto: Colourbox)
Hver tredje privatansatte får ikke nogen lønforhøjelse i år. (Foto: Colourbox)

Krisen sætter sine tydelige spor på de lokale lønforhandlinger. 30 pct. af de privatansatte inden for erhvervsorganisationen DI's område har fået et rundt nul ud af de lokale lønforhandlinger på arbejdspladsen i 2009. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det betyder, at deres indkomst ikke er blevet en krone bedre end i 2008, og at reallønnen dermed går ned.

Aldrig set før
- Vi har ikke set noget tilsvarende før. Det er en klar rekord. Det skyldes først og fremmest krisen. Mange virksomheder har nærmest fra den ene dag til den anden oplevet et kolossalt tab af omsætning. Løn er en måde at tilpasse sig på, siger chef for løn og arbejdsmarkedspolitik Steen Nielsen, DI.

Han ser også udviklingen som et resultat af de senere års relativt pæne lønstigninger og fyringsrunder i år:

- De steder, hvor man har gennemført afskedigelser, bryder man sig ikke om efterfølgende at give store lønstigninger. Det virker forkert over for medarbejderne.

Stoler på tillidsfolk
Dansk Metals formand, Thorkild E. Jensen, vurderer, at forbundets tillidsfolk har været meget opmærksomme på, hvad virksomhederne kunne klare.

- Det er en situation, som ingen af os har set i nyere tid. Når situationen er så ekstremt anderledes, kan man få resultater, som også ser væsentligt anderledes ud, end hvad vi ellers har set. Jeg havde helst set lønfremgang alle steder, men jeg har stor respekt for tillidsrepræsentanternes dømmekraft, siger Thorkild E. Jensen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere