Mobilejere bliver ført bag lyset

Forbrugerne bliver ofte snydt, så vandet driver, når de køber mobiltjenester på nettet. I Danmark må mere end hver anden udbyder enten lukke eller rette fejlene

Pas på, når du eller dit barn køber en mobiltjeneste som en ringetone eller billede til mobiltelefonen. I 70 procent af tilfældene bliver du ført bag lyset, advarer EU-Kommissionen.

Kommissionen har undersøgt markedet for mobiltjenester, og resultatet er beskæmmende, mener forbrugerkommissær Meglena Kuneva.

- Firmaernes urimelige praksis har givet forbrugerne i hele Europa hovedpine. Det er vigtigt, at vi slår ned på de useriøse udbydere, siger hun.

Meglena Kuneva understreger, at der er grund til at holde særligt øje med udviklingen på markedet, fordi firmaerne bag mobiltjenesterne ofte henvender sig til børn og unge, der ikke kan gennemskue konsekvenserne af at købe en mobiltjeneste.

- Unge skal ikke være ofre for snyd, når en vildledende reklame lokker dem til at abonnere på ringetoner, som de troede var gratis, siger hun.

15 danske hjemmesider indgår i undersøgelsen, og heraf bryder 11 forbrugerreglerne. De er nu blevet bedt om helt at lukke eller om at korrigere oplysningerne - en henstilling som otte hjemmesider har fulgt.

Stikprøveundersøgelsen er foretaget i de 27 EU-lande samt Norge og Island, og i alt 500 hjemmesider, der sælger mobilbilleder, ringetoner og SMS-tjenester er blevet undersøgt. Heraf er 54 efterfølgende blevet lukket, mens 159 hjemmesider er blevet bedt om at rette fejlene.

Blandt de mest hyppige brud på forbrugerrettighederne fandt kommissionen uklar prisinformation, manglende information og vildledende reklame.

I Italien har undersøgelsen ført til heftige bøder. Ni store udbydere af mobiltjenester er blevet tildelt bøder på tilsammen 15 millioner danske kroner. Det er nu op til myndighederne i de enkelte lande at sørge for, at virksomheder, der stadig bryder reglerne, retter op på fejlene.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere