Her er det billigste boliglån

Vælg flexlån og spar 279.972 kroner på 12 år - hvis du tør

Hvis du vælger flexlån kan du spare mange penge på dit boliglån. (Foto: Colourbox)
Hvis du vælger flexlån kan du spare mange penge på dit boliglån. (Foto: Colourbox)

Det kan betale sig at have flexlån. I hvert fald hvis de næste 12 år bliver som de foregående. En boligejer, som lånte to millioner kroner i 1998, har nemlig sparet det, der svarer til en god mellemklassebil i renter sammenlignet med en boligejer, som udelukkende har haft fastforrentet lån. Helt præcist har flexlåneren sparet 279.972 kroner.

Det viser beregninger fra BRFkredit, som kup! har fået lavet.

- Tallene viser, at man historisk set har været bedst tjent med rentetilpasningslån, og at det kan være en god forretning, siger Mikkel Høegh, seniorøkonom i BRFkredit.

Men det er ikke det samme som, at det bliver sådan de næste 12 år, tilføjer han.

Stigende rente
I hvert fald kan flexlånerne se frem til lidt dårligere tider.

De økonomer, kup! har talt med, forudser nemlig en stigende rente næste år, efter en historisk lav rente har forgyldt flexlånerne i mange år.

Selv efter finanskrisens indtog i september 2008 har Nationalbanken og den Europæiske Centralbank holdt renten i bund for at stimulere økonomien. Men det varer altså ikke ved, spår økonomerne.

- Uanset hvor man kigger hen, så ser det ud til, at renterne kommer til at stige i 2010. Derfor er vi mere varsomme med at anbefale det mest usikre rentetilpasningslån, som er F1-lånet, siger Mikkel Høegh.

Råd til risiko
Udsigten til en rentestigning bør dog ikke afskrække de, der tør tage en chance. Renteniveauet er nemlig stadig et godt stykke under de fastforrentede lån. I kroner og øre betyder det, at du lige nu sparer næsten 2000 kroner om måneden per lånte million.

- Sikkerheden ved et fastforrentet lån kan vise sig at være dyrt købt, så der kan være gode grunde til at tage et flexlån, siger Henrik Høpner, formand for Danske Boligadvokater.

- Det kræver dog, at man har luft i økonomien til en rentestigning. Og så skal man bruge de penge, man sparer på flexlånet, til at betale af på et dyrere lån eller spare dem op. Pengene skal ikke bruges på dyr rødvin, siger Henrik Høpner.

Også indehaver af hjemmesiden boligoekonomen.dk, Poul Gammelgaard, ser fidusen i flexlån, hvis man har en økonomi, der kan klare et 'worst case' rentehop.

- I det lange løb har boligejere med rentetilpasningslån de laveste omkostninger på den månedlige ydelse. Det har historien vist, siger Poul Gammelgaard.

Klik her og se de gyldne flexlån.

Steen Bocian
Cheføkonom i Danske Bank

- Hvad sker der med renten næste år?

- Vi forudser, at den stiger en lille smule, men ikke noget voldsomt. Nok et halvt procentpoint igennem 2010. Så der vil stadig være lav rente.

- Vil du anbefale flexlån?

- Det kommer an på, hvem man er. Spørger du mig personligt er svaret nej. Jeg vil gerne kende min ydelse i fremtiden. Men med de renteforventninger, der er blandt økonomer og på det finansielle marked, så ser næste år også ud til at blive godt for flexlånerne. Men det er prognoser, og vi har før taget fejl, så jeg vil ikke lægge min privatøkonomi efter en forudsigelse af renteniveauet.

Elisabeth Toftmann Asmussen
Cheføkonom i Realkredit Danmark

- Hvad sker der med renten næste år?

- Vi tror, at den Europæiske Centralbank vil hæve renten i løbet af sommeren 2010. Og det vil komme til at kunne mærkes for dem, der har flexlån. Vi forventer at renten stiger fra de nuværende 2,3 procent til tre procent.

- Vil du anbefale flexlån?

- Det kommer an på, hvem man er. Det er vigtigt, at man tænker over sine behov og ikke kun på den månedlige ydelse. Der er ikke noget alarmerende i rentestigningen, hvis ellers den enkelte boligejer har luft i økonomien. På trods af vores prognose, vil flexlånerne stadig sidde billigere i det i 2010. Man skal bare huske på, at det er let at finde noget at bruge pengene på, men hvis renten stiger, er det langt sværere at skære ned på sit forbrug.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere