Sådan finder du den bedste tv-pakke

Hav det lange lys på, når du skal vælge tv-udbyder og kanaler. Tv-pakke-markedet er nemlig en jungle af uigennemsigtige priser

Tv-pakke-markedet er en jungle af uigennemsigtige priser, boksleje, gebyrer og vilkår. Så det kan betale at se sig for. (Foto: Colourbox)
Tv-pakke-markedet er en jungle af uigennemsigtige priser, boksleje, gebyrer og vilkår. Så det kan betale at se sig for. (Foto: Colourbox)

Kabel, parabol eller bredbånd? Stor, mellem eller lille pakke?

Tv-pakke-markedet er en jungle af uigennemsigtige priser, boksleje, gebyrer og vilkår. Så det kan betale at se sig for. For selv om Forbrugerombudsmanden kræver, at udbyderne oplyser seks måneders mindstepris, så giver de første seks måneder intet overblik.

Det viser en undersøgelse fra PriceRunner.dk. Pristjenesten har sammenlignet de pakker, som danskerne kan vælge imellem, inden tv-signalet bliver digitalt fra 1. november i år.

– Stir dig ikke blind på de første seks måneder. De kan ikke bruges til noget. For at gøre pakkerne attraktive kan udbyderne flytte rundt med udgifterne. Et reelt billede af prisen får man ved at kigge på prisen efter to år, råder direktør i PriceRunner Martin Andersen.

Dobbelt op på prisen
Et eksempel er Viasats parabol-tv-pakker, som koster næsten dobbelt så meget andet år som det første. For mange af kabel-tv-pakkerne er det lige omvendt. Her faIder prisen efter det første år.

Sammenligningen viser, at bredbånds-tv kan koste fra 3000 kroner og op til 8500 kroner årligt. Det er mange penge. Også selv om forbrugeren får telefoni med i købet. Kabel-tv svinger fra små 600 kroner årligt til 5100 kroner årligt, mens parabol-tv svinger mindst mellem små 2000 kroner og 5000 kroner årligt.

– Viasats Danmarkspakke via parabol ser ud til at være et o.k. tilbud. Her får man 47 kanaler til en god pris, siger Martin Andersen, der advarer mod de allerbilligste pakker:

– Her får du faktisk kun DR1 og TV2, og så er der fyldt om med svenske og norske kanaler, som de færreste gider at se. Her kan man være bedre tjent med en husantenne.

Resultater for kabel-tv se her

Resultater for parabol-tv ser her

Resultater for bredbåndstv se her

Sådan gjorde vi
PriceRunner har opgjort tv-udbydernes totalpriser efter både efter det første og andet år med pakken. I opgørelsen er det forudsat, at kunderne ikke har brug for en montør, der kan gøre det dyrere. Der indgår heller ikke dansk tv-licens i priserne.

Vilkår for sammenligning af kabel-tv: PriceRunner har forudsat, at kunden har kabel-tv stik. Hvis ikke vil udgiften pålægges mellem 1000 og 3500 kr. i startgebyr for installation. Udgift til kortgebyr + digital box leje kan tilkomme, men er ikke medtaget i de årlige beregninger. Ved pris pr. mdr. er udgiften ved fuld betaling efter kampagnetilbud.

Vilkår for sammenligning af parabol-tv: Kortgebyr er indregnet i årspriserne for parabol-abonnement, da dette er nødvendigt. Ved pris pr. mdr. er udgiften ved fuld betaling efter kampagnetilbud.

Vilkår for sammenligning af bredbånds-tv: Udgift til forsendelse og gebyrer kan tilkomme men er ikke medtaget. Boxleje er inkl. i årspriserne. Kun bredbåndsforbindelser over 10Mbit er med. Der er ikke indregnet omkostninger til oprettelse af bredbåndsforbindelse og evt. fiberabonnement (Typisk 50 og 100 kr. pr. mdr.). De fleste udbydere kræver, at man benytter deres bredbåndsforbindelse. Prisen på fiberforbindelser kan variere mellem de enkelte landsdele. Ved pris pr. mdr. (tv + Bredbånd) er udgiften ved fuld betaling efter kampagnetilbud.

Generelt: Priserne inklusiv moms men eksklusiv fragt og andre gebyrer, hvis ikke andet er nævnt. De er indsamlet i perioden 25. maj til 5. juni i år. PriceRunner tager forbehold for ændringer. Du kan finde de nyeste priser her.

Gode råd

1. Gør dig klart hvilken type tv-signal, du vil modtage - kabel, parabol, antenne eller bredbånds-tv. Hvis du er tilknyttet en bolig/antenne-forening er du måske allerede tilkoblet en udbyder. Man kan normalt opnå en besparelse ved at gå gennem sin forening.

2. Gør dig klart, hvilke kanaler du ønsker. Skal du have kanaler som TV3, TV2 Sport og TV2 Film, så bør du undersøge markedet.

3. Kig på de totale omkostninger over en periode på to år.

4. Der er to typer bredbåndst-tv – almindeligt bredbånd (kobber) og fiber, hvor du er garanteret en hastighed. Vælg minimum 10Mbit download-hastighed.

5. Bestil gerne din forbindelse via internettet. Flere udbydere giver en onlinerabat.

6. Hvis du kun vil se DR1, DR2 og TV2, er en almindelig husantenne den billigste løsning.

Kilde: PriceRunner.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere