Flere ryger på røven: Hver dag mister 14 familier deres hjem

Antallet af danske familier på tvangsauktion i januar endte på 425. Det svarer til 14 familier per dag.

Rigtig mange danskere ender med at ryge på tvangsauktion, som 40-årige Arend Doornbos her på billedet (Foto: Christer Holte)
Rigtig mange danskere ender med at ryge på tvangsauktion, som 40-årige Arend Doornbos her på billedet (Foto: Christer Holte)

Hele 425 danske hjem røg på tvangsauktion i årets første måned, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det svarer til, at der hver dag i januar var næsten 14 familier, der modtog den kedelige nyhed om, at deres bolig røg på tvang.

Se også: Stadig flere ryger på tvangsauktion

Enfamiliehuse er klart hårdest ramt af tvangsauktioner, fulgt af ejerlejligheder og landbrugsejendomme. Det er især gået hårdt ud over familier i Region Sjælland med Region Hovedstaden på andenpladsen.

Ifølge Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit, skyldes det høje antal tvangsauktioner, at den økonomiske krise er trukket i langdrag.

- Boligmarkedet har efterhånden ligger underdrejet i over fem år, og der er steder i landet, hvor det er oprigtigt svært at sælge en bolig, så snart den skiller sig lidt ud fra nutidens gængse ønsker til plantegning, beliggenhed og moderniseringsgrad, siger hun.

- Står man derfor i en situation, hvor dødsfald, skilsmisse, sygdom eller andre uventede begivenheder vender hverdagen på vrangen, så kan en tvangsauktion vise sig at være eneste hurtige udvej, tilføjer Lise Nytoft Bergmann.

Selvom niveauet for tvangsauktioner er højt, så er der stadig et stykke vej op til det hidtil højeste niveau fra 1990, hvor gennemsnittet lå på 1695 om måneden.

- Omfanget af tvangsauktioner i dagens Danmark er i lyset af det store boligprisfald ikke skræmmende højt. Under kriserne i både 1980’erne og 1990’erne var omfanget tre til fire gange så højt, siger Lone Kjærgaard, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

- Der er ingen tvivl om, at det skyldes, at vi i dag er begunstiget af lave renter, mulighed for afdragsfrihed og at ledigheden samtidig ikke er steget markant, tilføjer hun i en kommentar.

Det laveste antal tvangsauktioner siden statistikkens start i 1979 var i 2006 med et gennemsnit på 103 om måneden.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere