Syg kvinde: Topdanmark filmede mig, mens jeg tissede

Forsikringsselskabet, der er tiltalt for ulovligt at have overvåget en 42-årig kvinde, afviser påstanden

Retten i Helsingør (ekstrabladet.dk): - Jeg føler mig beluret i en grad, som er helt ekstrem. Fornemmelsen af, at tre, fire, fem personer har overvåget mig - uden at jeg har set dem - som jeg kan se på deres observationsrapporter, er chokerende. Jeg er rystet og føler mig ekstremt krænket.

Sådan siger Kamilla Skjernov i sin vidneforklaring i Retten i Helsingør, hvor seks medarbejdere fra Topdanmark sidder på tiltalebænken for ulovlig overvågning af selvsamme kvinde.

Læs også: Sådan blev syg kvinde overvåget

Anonymt tip
I sommeren 2006 var Kamilla Skjernov ude at ride, da hendes hest blev angrebet af en løs hund. Hesten løb løbsk, og kvinden hang fast i stigbøjlen, blev slået bevidstløs og slæbt hen over en mark. Erstatningskravet på knap fire millioner kroner er rettet mod Topdanmark, hvor hundens ejer var forsikret. Men i stedet for at udbetale beløbet, besluttede forsikringsselskabet at sætte en overvågning af kvinden i gang.

Kamilla Skjernov lider af kroniske smerter efter ulykken, der gav hende piskesmældsskade, tredobbelt diskusprolaps og hjernerystelse, som i dag giver hende konstant hovedpine.

Hos Topdanmark troede man dog ikke på, at Kamilla Skjernov var så hårdt medtaget som hun selv og lægeerklæringer sagde.

Og et tip fra en anonym person om, at Kamilla Skjernovs oplysninger om sin tilstand efter ulykken ikke stemte overens med hendes reelle begrænsninger og situation, afgjorde, at overvågningen af kvinden måtte sættes i gang.

Hun fortæller i retten, at hun ikke vidste, hun blev overvåget før bagefter, men at hun ’set i bakspejlet’ havde bemærket ’at der holdt biler umotiveret på vejen’.

Topdanmark afviser tisseklip
Derudover har hun læst Topdanmarks observationsrapporter og set videooptagelser af sig selv. Hun er overbevist om, at ’forsikringsdetektiverne’ blandt andet videoovervågede hende en dag, hvor hun ’tissede på græsset’ ud for det stutteri, hvor hun har opstaldet sine to heste.

Det er det sted, hvor Topdanmarks medarbejdere er tiltalt for ulovligt at have videoovervåget den 42-årige kvinde. Topdanmark mener, at man har overvåget Kamilla Skjernov på at 'frit tilgængeligt sted' og ikke har brudt loven.

Læs også: Overågede syg kvinde: Kunne ride, men ikke arbejde

I de optagelser, som Kamilla Skjernov har set, er hun ikke stødt på den private seance, som hun mener, at Topdanmark har filmen, men klippet ud af materialet.

Topdanmarks advokat indskyder, at der ifølge en af ’forsikringsdetektiverne’ ikke er klippet noget ud, ligesom en højtplaceret ansat i Topdanmark også understreger, at der ikke er fjernet noget fra filmene.

Retten måtte droppe film
Efter at denne artikel er blevet publiceret har Topdanmark via en kommunikationskonsulent sendt en udtalelse fra Topdanmarks koncerndirektør Kim Bruhn-Petersen til ekstrabladet.dk:

'Topdanmark har ikke observeret Kamilla Skjernov i den situation, som hun beskriver. Vi har, som vi skal, udleveret alle videooptagelser med Kamilla Skjernov til hende via hendes advokat. Vi har ikke redigeret i dem eller klippet noget fra', lyder det.

Topdanmarks videooptagelser af Kamilla Skjernov skulle ifølge planen have været vist i retten i dag, men på grund af tekniske problemer var kun muligt for sagens implicerede at se med.

Psykolog: Hun er retraumatiseret
Ifølge Kamilla Skjernovs psykolog reagerede patienten kraftigt, da hun blev bekendt med overvågningen.

Psykologen mener, at det har medført en ’retraumatisering’ og forlænget den periode, Kamilla Skjernov skulle bruge på at ære at prioritere og løse hverdagens opgaver og ’mærke sine begrænsninger og forandrede liv’, lyder det i en udtalelse, som Skjernovs bistandsadvokat læste op i retten.

Føler sig forfulgt og krænket
Kamilla Skjernov fortæller selv, at hun i dag fortsat føler sig så forfulgt, at hun ruller gardinerne ned for at sikre sig, at ingen kan kigge ind i hendes private hjem.

Ud over anklagemyndighedens påstand om bødestraf til Topdanmark og seks tiltalte medarbejdere, rettede Kamilla Skjernov her til eftermiddag også et erstatningskrav om tort på 25.000 kroner mod forsikringsselskabet for den krænkelse, som overvågningen har udsat hende for. Derudover kommer kravet på knap fire millioner kroner, som Topdanmark på sjette år nægter at udbetale.

Topdanmark bestrider også kravet om de 25.000 kroner. Forsikringskæmpen og de tiltalte nægter sig alle skyldige.

Sagen fortsætter mandag med forsvarerens og anklagerens procedurer.

Først 30. april ventes dommen afsagt.

ekstrabladet.dk følger sagen...

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere