Ekskæresten spænder ben for Kims økonomi

Kim købte for 5-6 år siden hus sammen med sin daværende kæreste. Nu er hun rejst - og han er fastlåst i den økonomiske situation

Det kan blive en dyr fornøjelse at købe hus med kæresten, hvis du ikke har overvejet, hvad der skal ske, hvis I går fra hinanden. (Foto: Colourbox)
Det kan blive en dyr fornøjelse at købe hus med kæresten, hvis du ikke har overvejet, hvad der skal ske, hvis I går fra hinanden. (Foto: Colourbox)

For cirka 3 år siden valgte kæresten at flytte fra Kim, og han har i 3 år betalt alle udgifterne på et hus, han ikke kan få solgt. Han betaler alle terminer til kreditforening og bank, men fordi ekskæresten fortsat står som meddebitor på lånet, får han kun halvdelen af renteudgifterne.

Kim spørger:

Kan det være rigtigt, at jeg ikke kan få min ekskæreste ud af mit liv på grund af økonomien? Skal jeg lade huset gå på tvangsauktion for at få ekskæresten ud af mit liv?

Svar:

Da I købte huset, blev bevillingen af lånene baseret på begges økonomi. I den situation, hvor din kæreste flytter, og du ønsker at overtage huset alene, vurderer banken det samlede engagement med den kreditpolitik, der gælder nu. Og banker og kreditforeningers kreditpolitik har ændret sig radikalt inden for de sidste 3-5 år.

Se også: Det er ikke sjovt at være skyldner!

Der er 3 nåleøjer, som du skal kunne komme igennem:

1. Gældsfaktor: Din gæld må maks. være 2,5 gange din husstandsindkomst. Det betyder, at hvis du tjener 350.000, kan du maks. have samlet gæld for 875.000 kroner - og det er vel at mærke al gæld.

2. Rådighedsbeløb: Når alt er betalt, skal du have det rådighedsbeløb, banken forlanger. Beløbet er lidt forskelligt fra bank til bank, men det kan i øjeblikket ikke fraviges.

3. Ejendommens værdi: Banken vurderer, om din ejendom har en beliggenhed, som de vil give lån i.

Se også: 10 advarselslamper: Har du for meget gæld?

Dertil kommer de bløde faktorer - stabilitet, stabilitet og stabilitet: Skifter du tit arbejde, er du flyttet mange gange, hvor mange gange er du blevet skilt og så videre?

I hæfter sammen
Da I underskrev gældsbrevene, skrev I under på, at I hæfter solidarisk for gælden. Det betyder, at hvis den ene part ikke betaler, henvender banken sig blot til den anden part, og I hæfter begge to, indtil huset er solgt - medmindre du kan få en kautionist, der kan overtage ekskærestens forpligtigelse. Den kautionist skal godkendes som kreditværdig i banken.

Kim skriver også, at han har betalt sine regninger og terminer til tiden og har vist, at han kan leve af sit rådighedsbeløb. Han kan ikke forstå, at banken ikke vil lade ham overtage huset alene.

Selvom du har passet dine betalinger og terminer, er dit rådighedsbeløb for lille i forhold til bankens kreditpolitik for rådighedsbeløb.

Selvom din kæreste er blevet syg og ikke i øjeblikket tjener nogen penge, tænker banken: Om 3 år holder du måske op med at betale, og så er din kæreste sikkert blevet rask, og så har hun mulighed for at betale. 2 skyldnere er altid bedre end 1!

Det er en dårlig løsning, hvis du kan betale udgifterne at lade dit hus gå på tvangsauktion for at få eks'en ud. I bliver begge registreret i RKI Experian, og den gæld, der er tilbage, hæfter I stadig solidarisk for - og så kommer du ikke af med hende alligevel.

Se også: Foreslår kreditforeningen nyt lån for din skyld?

Et andet forhold, du skal være opmærksom på, er, at med faldende huspriser ligger gælden til både kreditforeningen og banken måske langt ud over den værdi, der er i dag. Kreditforeningslånet blev bevilget ved købet til en 80% belåning, og i dag ligger det måske på den anden side af 100%. Det betyder, at kreditforeningen som udgangspunkt ikke overholder lovens krav.

Det kan få betydning for afdragsfrihed: Hvis du f.eks. fra starten fik bevilget 4 års afdragsfrihed ud af de 10 mulige år, og du nu vil have de resterende 6 år, vil det højst sandsynligt give et afslag, da kreditforeningslånet SKAL afdrages, så det kommer under de 80% af den nuværende værdi.

Hvis Kim og ekskæresten havde været gift, var situationen anderledes, for så skulle der laves en bodelingsoverenskomst, hvor der kunne tages hensyn til, at ekskæresten fik et uretmæssigt rentefradrag. Det er desværre ikke tilfældet for samlevende.

Se også: Er du ramt af økonomisk stress?

Gode råd, før I køber
Går du med planer om at købe hus sammen med din partner, så vær opmærksom på følgende:

• Hvordan går I ind i forholdet, og hvordan skal I gå ud af det, hvis det ikke fungerer?

• Det er min erfaring, at mange papirløse forhold bruger mange millioner på at købe og renovere et hus, men de vil ikke bruge 10.000 kroner hos en advokat for at sikre sig ved forholdets ophør.

• Det gælder både en samejeoverenskomst og testamente. Samejeoverenskomsten beskriver, hvordan forholdet 'begynder', f.eks. hvis den ene part har 100.000 kroner og den anden part en gæld på 50.000 kroner - hvordan skal der så tages højde for det ved forholdets evt. ophør?

• Testamentet er vigtigt både ved papirløse forhold, og hvis der er særbørn.

Læs mere om økonomi og parforhold her

0 kommentarer
Vis kommentarer