Løbske priser koster din familie 9000

Inflationen i Danmark er på sit højeste siden finanskrisen, med prisstigning på 2,9 procent i april. Lønnen følger ikke med

Hvis du synes, at dine penge ikke rækker så langt, som de har gjort, så har du helt ret. Inflationen steg i april til 2,9 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

Dermed befinder inflationen sig nu på det højeste niveau siden oktober 2008 - altså før finanskrisen for alvor fik tag i dansk økonomi, siger Tore Stramer, seniorøkonom i Nykredit.

- Vi må således også konstatere, at inflationen fortsætter med at tikke i vejret. Det er bemærkelsesværdigt med tanke på den økonomiske krise, vi har været igennem, siger Tore Stramer i en kommentar.

Den høje inflation koster en typisk familie med to voksne og to børn 9000 kroner om året.

Lønnen følger ikke med
Det er især prisen på benzin, elektricitet og fyringsolie, der er steget mærkbart over det seneste år, ligesom huslejen også er blevet dyrere. I den seneste måned er det dog priserne på tøj og sko, der er løbet mest i vejret.

Inflationen betyder, at priserne nu stiger hurtigere end størrelsen på vores løncheck.

- Mens inflationen generelt har ligget på et niveau omkring 2,7 procent i årets første fire måneder, så er lønningerne efter alt at dømme kun steget med i omegnen af to procent, siger Tore Stramer.

Tror stadig på forbrugsstigning
Dermed rækker pengene desværre ikke så langt som tidligere, og det er dårligt nyt for privatforbruget, der skal sætte samfundshjulene i gang igen.

- Vi er dog fortrøstningsfulde og forventer en fortsat fremgang i privatforbruget. Det skal blandt andet ses i lyset af den stabilisering, der har indfundet sig på såvel boligmarkedet og arbejdsmarkedet. Men også at renteniveauet fortsat må betegnes som lavt, siger seniorøkonom Tore Stramer.

Ifølge Danmarks Statistiks forbrugerundersøgelse udgjorde en typisk families samlede forbrug 469.751 kroner i 2009.

Siden september 2009 er inflationen steget fra 0,8 procent til 2,9 procent i april 2011 - en stigning på 2,1 procentpoint.

0 kommentarer
Vis kommentarer