YouSee fordobler prisen

Tusindvis af kabel-tv-kunder hos YouSee skal nu betale det dobbelte i afgift, for at få digitalt tv-signal hjem i stuerne

100 procent! Så meget stiger din kortafgift til YouSee, hvis du er digital kunde hos dem. (Foto: Goodshot. Fotomontage: Kirstine Ploug Christensen)
100 procent! Så meget stiger din kortafgift til YouSee, hvis du er digital kunde hos dem. (Foto: Goodshot. Fotomontage: Kirstine Ploug Christensen)

Mange danskere benytter sig allerede af glæderne ved digitalt tv, for eksempel gennem YouSees kabel-tv. De cirka 100.000 digitale kunder, YouSee har, fik i slutningen af oktober noget af en overraskelse gennem brevsprækken.

YouSee, som er TDC's kabelnet, meldte nemlig ud til kunderne, at den såkaldte årlige kortafgift på 199 kroner, som alle digitale kunder skal betale, blev ændret til en halvårlig afgift. Altså skal kunderne nu betale 199 kroner to gange om året - en fordobling af afgiften. Hurtig hovedregning kan fortælle, at det er en ekstra indtjening på cirka tyve millioner om året for TDC.

Generel prisudvikling
I brevet til kunderne forklarer YouSee, at prisstigningen skyldes den generelle prisudvikling samt øgede omkostninger til nogle digitale kanaler. Den forklaring er Forbrugerrådet ikke tilfreds med.

- Det er ikke rimeligt, at man skruer på priserne ved hjælp af gebyrer. I Forbrugerrådet foretrækker vi, at prisen bliver pålagt selve varen, for det er den vare, forbrugeren skal kunne vurdere, om han vil have eller ej. For at markedet skal være gennemsigtigt, skal vi undgå disse gebyrer, for de mudrer bare billedet. Hvis der skal være et gebyr, skal det være et lavt gebyr, der afspejler de faktiske omkostninger, forklarer jurist ved Forbrugerrådet Anette Høyrup.

- På kabel-tv-markedet er der jo ikke en kæmpe valgfrihed for forbrugerne, og derfor synes jeg, YouSee skal være endnu mere forsigtig med at skrue på gebyrerne. De stiller jo forbrugeren i en kattepine.

Bliver misbrugt
Hos udbyderen forsvarer man sig med, at gebyret hele tiden har været væsentligt lavere end konkurrenternes. Efter prisændringerne ligger de nu nogenlunde på niveau. Heller ikke den forklaring huer Anette Høyrup.

- Man har ikke ret til at sætte sit gebyr op, fordi andre har en højere pris. Ofte bliver gebyrer misbrugt som en kunstig prisforhøjelse, som bare gør produktet dyrere. Et argument med, at de tilpasser sig niveauet med de andre, holder altså ikke. Har de en 100 procents stigning, skal det afspejle nogle reelle omkostninger, de har. Vi skal ikke have disse gebyrer, der stiger og stiger, og fordyrer det hele.

Kunderne hos YouSee fik en frist frem til i går til at beslutte sig for, om de ville fortsætte det digitale abonnement og betale den forhøjede afgift, eller om de ville opsige aftalen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere