Fik stjålet 18.000 kroner i netbank

24-årige Jonas har prøvet at få sin netbank lænset af cyber-røvere: 18.000 kroner havnede på en konto i Spanien

Jonas' konto blev lænset for 18.000 kroner. (Foto: Jakob Jørgensen)
Jonas' konto blev lænset for 18.000 kroner. (Foto: Jakob Jørgensen)

Jonas Voltzmann, 24, sidder i et sommerhus i Marienlyst. Visakortet ligger i pungen og har ikke været i brug gennem de seneste par dage. Tror han. Men uden Jens’ vidende er nogen i fuld gang med at tømme hans konto for penge.

– Banken ringede for at spørge, hvorfor jeg havde sendt alle mine penge, godt 18.000 kroner, til en konto i Spanien. Jeg fik noget af et chok, fortæller den 24-årige sygeplejerstuderende fra Roskilde, der nu har fået installeret sikkerhedsprogrammer på sin computer, selv om han ikke troede, det var nødvendigt på en Mac.

Men da det uheldige offer for den udspekulerede net-kriminalitet fik undersøgt sin computer efter den falske overførsel til Spanien, var der to inficerede filer.

Det viste sig at være såkaldte trojanske heste, der kan komme ind på en ubeskyttet computer, hvis man besøger en inficeret hjemmeside, eller hvis man åbner en vedhæftning til en mail. Men nu skal der mere end en almindeligt dygtig net-tyv til for at bryde ind på Jonas Voltzmanns computer.

– Hver anden uge scanner jeg hele min computer, og jeg har også sat en ekstra firewall op, så jeg får besked, hvis nogen forsøger at komme ind på min computer, siger Jonas Voltzmann.

– Banken var meget professionel, og alting foregik meget effektivt. Der var ingen problemer med at få pengene godtgjort. Det virkede som om, de havde prøvet det før, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer