Banker støtter bankpakke-politikere

Rigtige venner: Finansverdenen støtter valgkampen hos de partier, der nu skal vedtage bankpakken.

Lene Espersen (K) havde det brede smil på, da hun blev udnævnt til Økonomi- og Erhvervsminister. Nu står hun i spidsen for en ny bankpakke, men hendes eget parti er støttet af den selvsamme banksektor. (Foto: Jacob Ehrbahn/ Polfoto)
Lene Espersen (K) havde det brede smil på, da hun blev udnævnt til Økonomi- og Erhvervsminister. Nu står hun i spidsen for en ny bankpakke, men hendes eget parti er støttet af den selvsamme banksektor. (Foto: Jacob Ehrbahn/ Polfoto)

I morgen præsenterer den konservative økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen regeringens bud på en ny redningspakke til de danske banker. Værdi: omkring 70 milliarder.

Men ministerens eget parti er selv støttet af den finanssektor, pakken i første omgang kommer til undsætning. I valgåret 2007 modtog De Konservative et ukendt pengebeløb fra ’Finanssektorens forening til støtte for et sundt og konkurrencedygtigt erhvervsliv’. En forening der deler adresse, telefon og hoveder med Finansrådet, bankernes organisation.

Mere end 1 million fra hver bidragyder
Venstre, Dansk Folkeparti og De Radikale modtog i 2007 også penge fra samme forening. Det gjorde de samme fire partier også i valgåret 2005 - dengang dog direkte fra Finansrådet. Også A.P. Møller, der ejer omkring 20 procent af Danske Bank, er blandt støtterne til de fire partier begge år.

Ifølge loven skal partierne oplyse, hvem de får støtte på over 20.000 kroner fra, og hvor mange penge de får i alt. Men de behøver ikke fortælle, hvad de får fra hver tilskudsgiver. Støtten fra Finanssektorens forening er dog sandsynligvis langt højere end 20.000. De Konservative modtog eksempelvis 21,5 million fra 21 bidragydere i 2007 - altså mere end 1 million kroner fra hver.

Vil ikke oplyse støttens størrelse
Ekstra Bladet har naturligvis forsøgt at få sat kroner og øre på støtten hos de fire partiers partisekretærer.

– Vi følger de regler, der er i partistøtteloven. Men hvis de folk, der giver os tilskud, har lyst til at offentliggøre det, så skal de gøre det, siger Dansk Folkepartis Carl Christian Ebbesen.

Bestyrelsesformand i Finanssektorens forening - der også er Finansrådets formand - hedder Jørgen Horwitz. Han vil heller ikke ud med, hvor meget støtte, foreningen giver partierne. Det må de selv oplyse, siger han til Ekstra Bladet.

Også Socialdemokraterne modtager i øvrigt penge fra finanssektoren. Her er det Arbejdernes Landsbank, der er den glade giver.

Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen