Synoptik er billigst med endagslinser

Køb endagslinser hos landets største optiker- kæde og spar over 1000 kroner om året, i forhold til andre forhandlere

Hvis du ser dig for, er der penge at spare på kontaktlinser. (Foto: Thomas Borberg)
Hvis du ser dig for, er der penge at spare på kontaktlinser. (Foto: Thomas Borberg)

Lidt skarpere, lyder garantien i Synoptiks reklamer. Og når det gælder prisen på endagskontaktlinser er den landsdækkende optikerkæde uden tvivl skarpest.

Du kan nemlig spare over 1000 kroner på et årsabonnement hos Synoptik frem for hos en uafhængig optikerforretning, viser et pristjek, som kup! foretog i uge 45.

Billigere end internettet
Også i forhold til de normalt konkurrencedygtige internetforhandlere er Synoptik en anelse billigere. Det billigste abonnement koster nemlig 2100 kroner, hvorimod prisen hos Lensway.dk, som er den billigste internetforhandler af kontaktlinser, er 2197 kroner. Altså en lille forskel på 97 kroner årligt.

Ifølge Synoptik er det udviklingen af egne mærker, der har været med til at presse prisen i bund.

- Med hensyn til kontaktlinser, så har Synoptik været først med udviklingen af kontaktlinser. Vi er markedsleder og kan derfor sikre kunderne de mest komfortable endagslinser med de laveste priser, lyder det fra marketingdirektør Mette Dyhr.

I modsætning til endagslinser er månedslinserne billigst på nettet. Her koster det billigste abonnement hos Lensway.dk nemlig 1360 kroner årligt. Synoptik klarer sig dårligst i denne kategori, da det billigste abonnement på månedslinser koster 2532 kroner. Prisen hos Lensway.dk inkluderer dog ikke den løbende kontrol, som Synoptik tilbyder.

Kontrol er afgørende
Netop kontrollen kan i visse tilfælde være afgørende for helbredet, forklarer formanden for Danske Øjenlægers Organisation, Jesper Skov.

- Det værst tænkelige, der kan ske, ved at undlade jævnlig kontrol hos en fagperson er, at hornhinden tager skade. Du kan altså risikere at miste synet, hvis du ikke er opmærksom, siger Jesper Skov, som samtidig er øjenlæge i Vejle.

Han advarer derfor mod at købe kontaktlinser på internettet.

- Man skal i hvert fald tænke meget over, om linserne passer til behovet. Og hvis man vælger at købe linser uden kontrol, skal man være opmærksom på, hvis øjnene bliver røde. Så skal man straks kontakte en fagperson, tilføjer han.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere